Bevægelsesugen inviterer i år den aktive leg inden for i instutionerne, hvor børnene skal balancere, bygge tårn og gå slalom. Pressefoto

Bevægelsesugen inviterer i år den aktive leg inden for i instutionerne, hvor børnene skal balancere, bygge tårn og gå slalom. Pressefoto

Skal vi lege?: Furesøs børn i bevægelse hele ugen

431 institutioner over hele landet er med i årets 'Hej skal vi lege?' - også Furesøs institutioner

Kast, hop og byg et tårn med tumle-terninger. Sådan lød opfordringer til børn i blandt andet Furesø Kommune, som fra mandag 8. oktober har kastet sig ud i bevægelsesugen 'Hej skal vi lege?'

Med bevægelsesugen ønsker Børneulykkesfonden, DGI og bObles at inspirere forældre og pædagoger til mere motorik, leg og bevægelse for de 3-6 årige.

Siden 2011 har mere end 300.000 børn deltaget i 'Hej skal vi lege?', og i år er der tilmeldt over 15.000 børn fra 431 institutioner.

Pædagoger savner ideer

Bevægelsesugen giver børn og voksne en god anledning til at sætte fokus på bevægelse. Og det er der brug for, viser en undersøgelse, Børneulykkesfonden har lavet blandt pædagoger i daginstitutioner.

Her angiver 59 procent af pædagogerne, at de gerne vil have flere ideer og redskaber, så flere børn oplever glæden ved at bevæge sig.

1. juli trådte en ny dagtilbudslov i kraft, og for første gang er leg tydeligt skrevet ind i loven som et klart signal om, at leg skal vægtes endnu højere i dagtilbuddene.

"Vi er rigtig glade for, at der med dagtilbudsloven kommer nyt fokus på, at leg er godt. Gennem leg oplever børnene glæden ved at bevæge sig. Med 'Hej skal vi lege?' får bevægelsesglæden en ekstra dimension, hvor vi er med til at give børnene lyst, mod og forudsætninger til at være aktive. Og forhåbentlig varer det hele livet," udtaler formand for DGI Søren Møller i en pressemeddelelse.

Aktiv leg indenfor

I bevægelsesugen i år skal børnene både balancere, hoppe, bygge tårn og gå slalom med tumle-terningerne - fantasifulde lege, som er udviklet af børnefysioterapeut og bevægelsesekspert Louise Hærvig.

”Undersøgelsen viser, at de vilde lege ofte skal foregå udenfor. Daginstitutionernes rammer er forskellige i forhold til mulighederne for bevægelse, men i denne uge udfordrer vi normerne lidt og inviterer den aktive leg indenfor,” siger Henriette Madsen, generalsekretær for Børneulykkesfonden i pressemeddelelsen.

jesl

Publiceret 03 October 2018 10:58

SENESTE TV