Ugur og Halil glæder sig til en ny fodboldsæson:"Som trænere kan vi give noget tilbage"

Lørdag den 13. oktober starter efterårssæsonen for det gratis fodboldtilbud 'Sjov lørdag'

Ugur Malgac, 22 og Halil Kesenel, 21 er to af i alt seks unge trænere, som står klar til at fodboldtræne børn og unge i den kommende 'Sjov lørdag' sæson, skriver Furesø Kommune i en pressemeddelelse.

De er begge opvokset i Farum og har været med helt fra starten, da projekt 'Sjov lørdag' blev en realitet i 2010. Dengang var de selv børn og kom for at spille fodbold. I dag har de været 'Sjov lørdag' trænere i knapt fem år, og de har ikke planer om at stoppe foreløbigt.

"Det er en barndomsdrøm for mig at få lov til at træne børn og unge på 'Sjov lørdag'. Som dreng har jeg selv fået rigtig meget ud af at komme og spille her, og som træner har jeg nu fået mulighed for at give noget tilbage til de unge. Man har et ansvar over for de unge, og det er rigtig fedt at mærke, når man er med til at motivere dem til at blive endnu bedre fodboldspillere og måske til at melde sig ind i en fodboldklub", lyder det begejstret fra Halil i pressemeddelelsen.

Kendte ansigter

Som henholdsvis finans- og økonomistuderende og begge med studiejob ved siden af, har både Halil og Ugur meget at se til, men de bruger alligevel gerne en lørdag aften på at træne de unge. De mener selv, at det har stor betydning for de unge, at de selv har været brugere af 'Sjov Lørdag' og kender de unge godt, står der i pressemeddelelsen.

"På Sjov lørdag lærer alle ret hurtigt hinanden at kende. Der er rigtig god stemning, og både trænere og spillere har en rigtig god relation til hinanden. Vi bliver tit genkendt af de unge, når vi går rundt i Farum, og så får vi en lille snak med dem. Man får nærmest en storebror - lillebrorrelation til de børn, der kommer i Bybækhallen", fortæller Ugur, som også ser frem til at lære nye ansigter at kende i den kommende sæson: "Vi har altid plads til flere, og vi kan garantere, at det er god træning på et højt niveau", tilføjer han i pressemeddelelsen.

Fra spiller til træner

Det er Fritidsvejledningen i Furesø Kommune, der sammen med Furesø Boligselskab og Ungehuset i Farum Midtpunkt står bag 'Sjov Lørdag'. Og ifølge fritidsvejleder, Karsten Rasmussen er det helt bevidst, at de håndplukker trænere, som selv har været brugere af 'Sjov Lørdag':

"Vi vil gerne udvikle de unge spillere ved at inddrage dem som trænere. De lærer, hvad det vil sige at skulle passe et job og tage ansvar over for en gruppe børn. Samtidig har det en positiv effekt på børnene, der kommer og spiller. De får nogle rollemodeller at se op til og spejle sig i. Flere af børnene kommer til mig og spørger, om de også kan blive trænere. Så fortæller jeg dem, at hvis de gør det godt og er en god kammerat over for de andre spillere, får de måske selv chancen en dag", siger Karsten Rasmussen i pressemeddelelsen.

Det er alle lørdage fra klokken 18 til 21 i Bybækhallen, og tilbuddet er som sagt gratis og for alle unge mellem 10 og 15 år.

ksh

Publiceret 05 October 2018 15:53

SENESTE TV