50 års jubilæet betød fernisering på flere udstillinger med unge kunstnere i Farum Kulturhuse - og en officiel indvielse af det nye gavlmaleri på huset. Foto: Jørgen Overgaard.

50 års jubilæet betød fernisering på flere udstillinger med unge kunstnere i Farum Kulturhuse - og en officiel indvielse af det nye gavlmaleri på huset. Foto: Jørgen Overgaard.

Se billederne: Festlig 50-års dag fyldt med kunst

Unge og ældre mødtes i og om kunsten, da Furesø Kunstforening lørdag fejrede sit 50 års jubilæum

Af
Helene Holm Stolle

50 år. Det er på én gang ingen alder og masser af erfaring - og Furesø kunstforening, der lørdag fejrede sit 50 års jubilæum viser netop det ved både at være nytænkende og holde gamle traditioner i hævd.

Furesø Kunstforening har gennem 50 år formidlet sjælerystende oplevelser til borgerne her på egnen, som har været med til at inspirere os.

Ved lørdagens jubilæumsarrangement, hvor der også var fernisering på flere nye udstillinger med helt unge kunstnere, slog borgmester Ole Bondo Christensen fast, at Furesø Kunstforening har stor betydning for det kulturelle liv i Furesø.

"Kunst er sjæleopløftende og -rystende. Og det kender vi alle: At vi ser, hører eller læser noget som er med til at forme os – som enkeltpersoner og som samfund. Furesø Kunstforening har gennem 50 år formidlet sjælerystende oplevelser til borgerne her på egnen, som har været med til at inspirere os. Må jeg nævne Claus Ørntofts fine figur 'Udsyn', som Furesø Kunstforening skænkede kommunen, og som står med et uudgrundeligt blik ud over Furesø. Ørntofts figur er tilbage- og fremadskuende på samme tid. Til mig siger han: 'G'å ind i jeres tid, og gør det nu så godt, som I kan'", lød det fra Ole Bondo Christensen samtidig med, at han slog fast, at Furesø Kunstforening ikke bare er en forening men også et stærkt fællesskab.

I sin tale kom Bondo også ind på de første spæde år af kunstforeningen, hvor den først holdt til i en længe af Farumgaard og siden i bibliotekets foredragdssal.

"Men det var slidsomt at udstille i en foredragssal, for stole skulle væk og kunst skulle op. Og pilles ned 14 dage senere. Derfor opstod ideen i kunstforeningen om et galleri. Ideen om at overdække Paltholmskolens gård var født, og da Kulturhuset i 1992 stod færdigt i Paltholmskolens gård, var der pludselig både galleri, café og meget mere - og kunsten kom ned fra sin trone", lød ordene, mens borgmesteren også sendte en tak til kunstforeningens medlemmer, frivillige og ikke mindst formand Lene Herdel.

Gavlmaleri indviet

Som det næppe er gået nogen forbi, så er den tidligere graffitivæg på gavlen af Farum Kulturhus blevet pillet ned og i stedet erstattet af et stort maleri af kunstneren Jacoba Niepoort. Det kunstværk blev indviet lørdag med rosende ord og klapsalver.

Gavlmaleriet viser en læsende piger og en dreng, der sidder og tegner, og som 'giver arkitekturen et menneskeligt ansigt vi kan spejle os i', som Ole Bondo Christensen sagde, inden den røde snor blev klippet over som et tegn på den officielle indvielse.

Unge kunstnere

På jubilæumsdagen blev også flere andre udstillinger åbnet - blandt andet med keramik af Sjulle Schulstad og collager og malerier af Meik Brüsch.

I Ganggalleriet kan man opleve Tatoo-kunst af Nina Peters, Gitte Klebajn og Agnes Bok, mens vinduespartiet i kulturhuset er udsmykket af elever fra Farum Billedskole.

Jubilæeet spreder sig også over biografens store lærred, for kunstforeningen viser i Grafen i denne og næste uge kunstfilm om William Turner og Vincent van Gogh.

Publiceret 06 October 2018 00:00

SENESTE TV