Sammen med elever fra 7. klasse på Stavnsholtskolen klippede borgmester Ole Bondo Christensen (A) det røde bånd til Fremtidsværkstedet.

Sammen med elever fra 7. klasse på Stavnsholtskolen klippede borgmester Ole Bondo Christensen (A) det røde bånd til Fremtidsværkstedet. Foto: Kimmie Hetland

Det røde bånd blev klippet ved Fremtidsværkstedet

Fremtidsværkstedet er et nyt tilbud til Furesø Kommunes 6. og 7. klasser, som har til formål at gøre eleverne mere interesserede i at tage en erhvervsuddannelse

Af
Kimmie Hetland

"Man kan drive det vidt, hvis man kan noget med hænderne og hovedet, og vi får brug for en masse dygtige håndværkere i fremtiden". Sådan sagde borgmester Ole Bondo Christensen (A) ved åbningsfesten for Fremtidsværkstedet torsdag den 4. oktober.

Sammen med Henrik Poulsen (A), som er formand for udvalget for skole og ungdomsuddannelse, bød han velkommen og fortalte om de politiske visioner og tankerne bag Fremtidsværkstedet, som er opdelt i fire læringszoner - undersøgelse, udvikling, produktion og præsentation. Over tre dage kommer eleverne til at arbejde med cases, som bliver præsenteret af lokale erhvervsdrivende.

Rundvisning for erhvervslivet

Efter velkomsten bød Troels Cort Nielsen, som er kommunens playmaker på projektet, på en rundvisning i læringsmiljøet og værkstederne. Her lyttede blandt andre Solveig Bisgaard, som er formand for Furesø Industri, med med stor interesse.

"I hele Danmark falder antallet af faglærte, mens efterspørgslen på højt kvalificeret faglært arbejdskraft stiger. Derfor er det vigtigt at få vores unge inspirerede og motiverede til at vælge den rette ungdomsuddannelse, og jeg er rigtig stolt af, at Furesøs virksomheder har taget imod udfordringen, og nu er med til at skabe et så visionært og innovativt læringsmiljø", sagde Solveig Bisgaard.

Læringsmiljøet er opbygget med inspiration fra UCC og har i et mindre format været afprøvet på Lyngholmskolen med succes.

Kreativitet i fokus

Med til åbningen var også 7. klasser fra Stavnsholtskolen, der som de første har været igennem et forløb på Fremtidsværkstedet. Her fremviste de deres projekter, og Mikael Boutrup, som er formand for Furesø Erhvervsforening, var begejstret.

"Vi skal skabe fremtidens dygtigste medarbejdere til Furesøs virksomheder – og nu hvor jeg har set de projekter og idéer eleverne har vist os, så har jeg kun grund til at tro, at vi har sat kurs i den helt rigtige retning", sagde Mikael Boutrp.

Også eleverne fra Stavnsholtskolen var begejstrede, fordi forløbet på Fremtidsværkstedet havde været rigtig godt.

"Vi har brugt vores hænder på en anden måde, og det har været rigtig sjovt at prøve, fordi det har været helt anderledes, end det, vi laver på skolen", sagde Enyah, som går i 7. klasse på Stavnsholt, og hendes venner Lea og Hawolul, var enige.

Publiceret 08 October 2018 10:42

SENESTE TV