Farum-Familie-Svøm: Flotte resultater til udspringskonkurrence

Weekendens udspringsmesterskab gav gode resultater. Nogle viste, at de nærmer sig international standard og andre, at de godt kan være med i kampen om topplaceringer i den danske udspringsverden de kommende år

Med otte deltagere til de danske årgangsmesterskaber i udspring var der for nogen lagt op til medaljer og for andre nye oplevelser med kamp om point og placeringer, ifølge en pressemeddelelse fra Farum-Familie-Svøm.

Hos de yngste, D-gruppen, som er under 12 år, deltog mange debutanter. Niveauet var ukendt, og derfor var spændingen om placeringer ekstra stor lørdag og søndag den 6. og 7. oktober, hvor mesterskaberne fandt sted.

Flere medaljer

På trods af spændingen i D-gruppen trak den erfarne Sille Wolff sig helt suverænt fra de øvrige piger i sin gruppe, ifølge pressemeddelelsen, og hjemførte to overbevisende guldmedaljer fra 1m og 3m vipperne til Farum.

Mathilde Niebling var nylig oprykket i C gruppen, som for unge mellem12 og 13 år og opnåede fortjente sølvmedaljer på begge vippehøjder.

Farum-Familie-Svøm havde tre debutanter med i D og C grupperne. Valdemar Wissing kæmpede godt og fik en pæn 5. plads ud af 8 spring. Hans baglæns hovedspring blev lidt fladt, og det kostede desværre noget på pointtavlen. Men en meget hæderlig debut for Valdemar.

Debutanter sprang ud

I pressemeddelelsen står desuden, at Nicoline Nielsen på kun 9 år efter 1 sæsons udspringstræning alligevel havde opnået kvalifikation til mesterskaberne. Her kastede hun sig modigt ud i konkurrencen på 1m, hvor hun gjorde det hæderligt og ærefuldt.

Endelig debuterede Johannes Boldt i C-gruppen, der er noget mere krævende end D-gruppen, idet man som dreng skal udføre fire flere autoriserede spring, herunder skruespring, end i D-gruppen. Desværre lykkedes det ikke helt tilfredsstillende for et par af springene, og Johannes røg ned på den ærgerlige 4. plads.

Tætte opgør

I B-piger, som er 14 til 15 år, lå opgøret tæt mellem Lyngby Udspringsklub og Farum-Familie-Svøm. Men Maj Trolle fra Farum toppede sin serie fra 1m vippen og opnåede placering øverst på podiet. Det var efter en koncentreret indsats, hvor hun havde sat de sværeste spring rigtig godt. Hun måtte dog nøjes med sølv på 3m vippen. Her fulgte Farums anden B-pige, Emilie Draiby, lige efter på en flot 3. plads.

På drengesiden i B-rækken var en top placering for Viktor Tranto Bräuner en umulig opgave mod en meget dygtig springer fra Lyngby. Men på 1m gjorde han det godt og opnåede en velfortjent sølvmedalje. Desværre var han ikke helt på toppen om søndagen, hvor han på 3m vippen måtte tage til takke med en bronzeplacering.

ksh

Publiceret 09 October 2018 05:30

SENESTE TV