Fra venstre er det medlem af Udvalget for Kultur, Fritid og Idræt, Egil Hulgaard (C), sidste års modtager af kulturprisen, Ulrick Moos, fra Naturstøttepunktet Hjortøgaard, formanden for Udvalget for Kultur, Fritid og Idræt, Tine Hessner (B), Lissen Grønkjær, Næstformand i Ældresagen i Farum, Steiner Steinmetz, historiefortæller, vinder af Kulturprisen 2018 og manden bag Store Flyvedag, Mikael Boutrup, medlem af Udvalget for Kultur, Fritid og Idræt, Muhammed Bektas (A), Anders Eiersted Molzen, som er gymnasieelev på Marie Kruse Gymnasium og stifter af MKS Robotic og Charlotte Søllner Hernø, formand for Kirke Værløse og Omegns Husmoderforening.

Fra venstre er det medlem af Udvalget for Kultur, Fritid og Idræt, Egil Hulgaard (C), sidste års modtager af kulturprisen, Ulrick Moos, fra Naturstøttepunktet Hjortøgaard, formanden for Udvalget for Kultur, Fritid og Idræt, Tine Hessner (B), Lissen Grønkjær, Næstformand i Ældresagen i Farum, Steiner Steinmetz, historiefortæller, vinder af Kulturprisen 2018 og manden bag Store Flyvedag, Mikael Boutrup, medlem af Udvalget for Kultur, Fritid og Idræt, Muhammed Bektas (A), Anders Eiersted Molzen, som er gymnasieelev på Marie Kruse Gymnasium og stifter af MKS Robotic og Charlotte Søllner Hernø, formand for Kirke Værløse og Omegns Husmoderforening. Foto: Kimmie Hetland

Kulturprisen 2018 gik til Mikael Boutrup: "Min datter sagde, 'Far, du skal tro på dig selv og følge dit hjerte'"

Arrangøren bag Store Flyvedag, Mikael Boutrup, modtog i går årets Kulturpris for at have stablet den store begivenhed på benene, som bakkes op af en masse frivillige og ikke mindst deltagere

Af
Kimmie Hetland

Begivenheden Store Flyvedag har siden starten i 2015 kun vokset sig større og større. De sidste to år har Store Flyvedag tiltrukket op mod 25.000 mennesker, hvoraf omkring 2000 er frivillige medarbejdere, og i går modtog Mikael Boutrup, som er manden bag den højtflyvende dag, årets Kulturpris for sin store indsats.

Prisen blev overrakt i Farum Kulturhus af Tine Hessner (B), som er formand for Udvalget for Kultur, Fritid og Idræt, og i talen til Mikael Boutrup sagde hun blandt andet:

"Valget faldt på dig, Mikael, fordi du har skabt en event, der både kan samle borgerne i Furesø og bidrage til kommunens gode omdømme udadtil. Du har aktiveret Flyvestationen som et kulturelt og historisk mødested, og Store Flyvedag engagerer over 2000 frivillige i en fælles sag, der er meningsfuld, relevant og lærerig for alle", sagde hun og takkede Mikael for hans store indsats.

Fem ildsjæle

I år blev modtageren af prisen fundet blandt ti indstillinger, som fordelte sig på fem personer. Foruden Mikael Boutrup var de nominerede Lissen Grønkjær, som er næstformand i Ældresagen i Farum, Steiner Steinmetz, som er historiefortæller, Charlotte Søllner Hernø fra Kirke Værløse og Omegns Husmoderforening og Anders Eiersted Molzen, som er gymnasieelev på Marie Kruse Gymnasium og stifter af MKS Robotic.

Til prisoverrækkelsen var der også musikalsk underholdning i form af elever på klaver og tværfløjte fra Furesø Musikskoles talentlinje.

Til prisoverrækkelsen var der også musikalsk underholdning i form af elever på klaver og tværfløjte fra Furesø Musikskoles talentlinje. Foto: Kimmie Hetland

Da alle fem nominerede kom på scenen, præsenterede Tine Hessner (B) dem alle og forklarede, hvorfor de var nominerede. Sidste års modtager af prisen Ulrick Moos fra Naturstøttepunktet Hjortøgaard blev også bedt om at sige nogle ord.

"Det, der gør vores kommune rigtig attraktiv, er uden tvivl den fantastiske natur. Men det er også de mange ildsjæle, vi har. Hele den kreative klasse er samlet her, og da jeg hørte om alle jer nominerede, tænkte jeg, at I alle sammen burde få prisen. Prisen er nemlig en kæmpe belønning for jeres arbejde, men det er også en forpligtelse. For det er vigtigt at I fortætter jeres gode arbejde", sagde Ulrick Moos.

Styrke til at fortsætte

Efter at have modtaget prisen, en buket blomster samt den medfølgende check på 10.000 kroner ville en meget rørt Mikael Boutrup også sige et par ord.

"Den her dag ville aldrig være blevet til uden de mange frivillige, som støtter op om projektet. Selvom jeg er initiativtager, står der jo en masse mennesker bag mig", sagde Mikael Boutrup og gav en stor tak til alle, der hjælper til på Store Flyvedag. Hans familie og venner fik også en særlig tak.

"Mit crew, familie og venner, som jeg plager livet af med at sætte plakater op, gør altid en stor indsats", sagde han, og da Furesø Avis snakkede med ham bagefter, lagde han heller ikke skjul på, at det til tider har været en hård kamp at arrangere Store Flyvedag.

"I starten var det hårdt, og der var da tider, hvor jeg havde lyst til at give op. Men min datter fik mig til at fortsætte, fordi hun sagde, 'Far, du skal tro på dig selv og følge dit hjerte'. Og nu når jeg går rundt på Store Flyvedag og ser de mange mennesker, bliver jeg helt glad i låget. Og at få den her pris, er jo et kæmpe skulderklap. Det giver mig styrke til at fortsætte", sagde Mikael Boutrup, som heller ikke var i tvivl om, at han ville donere de 10.000 kroner til et projekt i Hangar 2 på Flyvestationen.

Publiceret 12 October 2018 09:39

SENESTE TV