Det giver tryghed til den pårørende, der ind imellem må ud af huset uden det demente familiemedlem, at der er en frivillig, som er der, mens man er væk. Derfor har Ældre Sagen i Farum sat gang i det nye initiativ. Modelfoto: Mostphotos.com

Det giver tryghed til den pårørende, der ind imellem må ud af huset uden det demente familiemedlem, at der er en frivillig, som er der, mens man er væk. Derfor har Ældre Sagen i Farum sat gang i det nye initiativ. Modelfoto: Mostphotos.com Robert Kneschke

Nyt tiltag skal hjælpe pårørende til demente: "Måske vi kan redde en rask fra blive syg"

Pårørende til demensramte risikerer selv at blive syge, hvis de ikke passer på sig selv. Nyt tiltag fra Ældre Sagen Farum og Furesø Kommune skal aflaste de pårørende

Af
Anne Lønstrup

Pårørende til demente føler ofte skyld, hvis de går ud for at passe deres interesser, mens den demensramte er alene hjemme. Ofte kan den pårørende slet ikke finde nogen, som vil passe på den syge, mens han eller hun er ude af huset.

Man bliver langsomt psykisk nedbrudt af ikke at kunne komme ud af hjemmet, fordi man skal passe på sin syge ægtefælle. Måske vil vores indsats kunne redde en rask fra at blive syg

Leon Andersson fra Ældre Sagen Farum har derfor taget initiativ til at finde frivillige aflastere, som kan hjælpe de pårørende med at passe de demensramte.

”Kommunen kan ikke løse den opgave alene. De har hverken personale eller økonomi til det, men der er et stort behov for hjælp til de pårørende. Derfor er vi er gået i gang med at uddanne frivillige som aflastere,” fortæller Leon Andersson til Furesø Avis

Foreløbig har otte ældre frivillige taget et kursus som aflastere og flere søges. Snart udkommer også en pjece, hvor interesserede kan få mere at vide om opgaven som aflastere, der kan give en vigtig håndsrækning til både den demensramte – og den pårørende.

"Der er et stort behov for hjælp til de pårørende. Derfor er vi er gået i gang med at uddanne frivillige som aflastere", fortæller Leon Andersson fra Ældre Sagen. Privatfoto

”De pårørende bliver selv syge henad vejen, hvis de ikke får hjælp. Man bliver langsomt psykisk nedbrudt af ikke at kunne komme ud af hjemmet, fordi man skal passe på sin syge ægtefælle. Måske vil vores indsats kunne redde en rask fra at blive syg,” siger Leon Andersson.

Vigtigt at være godt forberedt

De frivillige skal forberedes på, hvad de går ind til. Det handler blandt andet om at vide, hvordan man kommer i kontakt med en person, der måske ikke længere kan finde ordene til at udtrykke sig, og som ikke kan huske.

”En af vores aflastere besøgte en person, der ikke talte overhovedet. På væggen i stuen hang et maleri, og da den frivillige sagde ”Nej, hvor er det et dejligt billede”, begyndte den demente pludselig at tale. For det maleri, havde han selv malet,” fortæller Leon Andersson.

En anden frivillig kom på besøg hos en tidligere landmand, der ikke var til at lokke et ord ud af. Lige indtil hjælperen en dag tog et par gummistøvler med. Landmanden tog dem på, og pludselig ville han gerne ud at gå en tur.

”Sådan kan man alligevel skabe kontakt. Men frivillige skal være klædt på til, hvad de kan forvente,” siger Leon Andersson.

Få besøg af demensaflaster

Formand for Udvalget for sociale forhold, sundhed og et godt seniorliv, Matilde Powers (A), er begejstret for det nye initiativ og udtaler i en pressemeddelelse, at ”der er plads til forbedringer” på demensområdet i Furesø.

Formand for Udvalget for sociale forhold, sundhed og et godt seniorliv, Matilde Powers (A), er begejstret for det nye initiativ fra Ældre Sagen. Arkivfoto

Formand for Udvalget for sociale forhold, sundhed og et godt seniorliv, Matilde Powers (A), er begejstret for det nye initiativ fra Ældre Sagen. Arkivfoto

”Vi er derfor meget glade for, at Ældre Sagen Farum byder ind på denne vigtige opgave sideløbende med, at vi i udvalget også arbejder for at sikre mere aflastning til de pårørende fra kommunal side. Vi skylder de frivillige en stor tak", siger hun.

Tilbuddet om en demensaflaster er gratis og drives af Ældre Sagen, men kommunen formidler også kontakten ved behov.

Publiceret 12 October 2018 16:30

SENESTE TV