Nu er den lokale håndværker-portal skudt i gang

Alle håndværkere, der vil byde ind på renovering af Furesøs skoler, daginstitutioner og andre vedligeholdelsesopgaver, kan nu registrere sig på ny håndværkerportal

Furesø Kommune introducerer en håndværkerportal, som skal sikre en tæt kontakt til det private erhvervsliv og være adgang til de mange offentlige vedligeholdelsesopgaver og renoveringsprojekter, der udbydes i Furesø Kommune. For at komme i betragtning til vedligeholdelses- og renoveringsopgaver i Furesø Kommune, skal virksomheden stå på håndværkerlisten.

"Det skal være gennemsigtigt for alle, og konkurrencen skal være åben, når vi vælger hvilken håndværker, der skal udføre en kommunal opgave. Derfor er vi rigtig glade for at kunne lancere denne portal sammen med erhvervsforeningerne i Furesø, og jeg vil opfordre alle interesserede til at registrere sig," siger Claus Torp, direktør for by og kultur i en pressemeddelelse fra Furesø Kommune.

Bedre overblik over opgaver

Den nye håndværkerliste er blevet til i et tillidsfuldt samarbejde mellem Furesø Kommune, Furesø Erhvervsforening og Furesø Industri.

"Lokale indkøb står højt på vores ønskeliste", siger Solveig Bisgaard, formand for Furesø Industri. "Gennem samarbejdet i gruppen er der i Furesø Kommune blevet skabt en forståelse af, at lokale indkøb gavner os alle. Og nu har vi fået et enkelt system til at håndtere dette. Et system, der ikke bare er for håndværkere, men for alle, der gerne vil handle med Furesø Kommune."

Mikael Boutrup, formand for Furesø Erhvervsforening fremhæver, at portalen gør det nemmere for de lokale håndværkere at få et overblik over kommunale opgaver.

”Vi følger også initiativet op med personlig vejledning i oprettelse og brug af portalen, og vi vil arbejde for, at den på længere sigt kan blive til gavn for endnu flere erhverv."

Åben for tilmelding

I forbindelse med registrering på håndværkerlisten accepterer man samtidig spillereglerne i kommunen. De handler om accept af håndværkerinstruks, erklæring om hensyntagen til arbejdsforhold, samfundsansvar og tro- og loveerklæring.

Interesserede erhvervsdrivende kan tilmelde sig portalen på kommunens hjemmeside www.furesoe.dk. Håndværkerlisten afprøves i resten af 2018 og går i fuld drift fra nytår.

al

Publiceret 14 October 2018 06:00

SENESTE TV