Borgmester Ole Bondo Christensen (tv) og Boris Nørgaard Kjeldsen, administrerende direktør i DADES, der ejer Farum Bytorv, underskrev torsdag formiddag aftalen for en udvidelse af Bytorvet. Foto: Helene Holm Stolle

Borgmester Ole Bondo Christensen (tv) og Boris Nørgaard Kjeldsen, administrerende direktør i DADES, der ejer Farum Bytorv, underskrev torsdag formiddag aftalen for en udvidelse af Bytorvet. Foto: Helene Holm Stolle

Efter 14 år: Nu kan Farum Bytorv udvides

Det var en glad og lettet borgmester, der torsdag formiddag sammen med den administrerende direktør hos DADES, der ejer Bytorvet, kunne sætte underskrift på den aftale, der gør en udvidelse af centret mulig

Af
Helene Holm Stolle

Smilene var store, der var bobler i glassene og kransekage på bordet, da Ole Bondo Christensen torsdag formiddag tog imod en delegation fra DADES (ejer af Farum Bytorv, red.) med den administrerende direktør, Boris Nørgaard Kjeldsen i spidsen.

De to parter er nemlig endelig nået frem til et projekt for udvidelsen af Farum Bytorv.

"Det er en glædelig dag, for i 14 år har der været arbejdet med udvidelsen af Bytorvet. Der har været mange forhindringer undervejs - ikke mindst en finanskrise - men nu står vi klar med et fornuftigt og velovervejet projekt", lød det fra Ole Bondo Christensen, da han bød velkommen til det, der vel i Furesø kan betegnes som et historisk møde.

Selvom Farum Bytorv på mange måder allerede er et velfungerende center, så er der ifølge både Ole Bondo Christensen og Boris Nørgaard Kjeldsen brug for en udvidelse.

"Der er simpelthen for få butikker udover dagligvarer. Det betyder, at kunderne handler andre steder, og når der opprustet i nabokommuner som Herlev og Hillerød, så bliver vi også nødt til at følge med, hvis vi vil holde på handlen og ikke mindst også skabe arbejdspladser", forklarede Ole Bondo Christensen, mens Boris Nørgaard Kjeldsen forklarede, at Farum Bytorv i fremtiden ikke bare skal være et center men derimod en decideret 'destination' for byens borgere.

"Det skal simpelthen være et sted, hvor man som familie, ung eller ældre vælger at tage hen. Og det bliver det ved, at der i udvidelsen er indlagt flere bespisningssteder", lød det fra Boris Nørgaard Kjeldsen.

En kompliceret opgave

Ifølge planerne for udvidelsen af Farum Bytorv kommer der både ekstra butikker og spisesteder samt et stort parkeringshus og boliger.

"Det er en kompliceret opgave at udbygge et center og tilføre en by så mange nye elementer, men Furesø Kommune skal have stor tak for samarbejdet omkring opgaven. Vi har kun mødt positivitet og en proces drevet af vilje for at få det til at lykkes", sagde Boris Nørgaard Kjeldsen og understregede, at selvom projektet nu er fundet, så er der stadig en lang vej at gå - det kræver nemlig en helt ny lokalplan.

Borgermøde om projektet

Den 29. november inviterer kommunen og DADES til et borgermøde om udvidelelsplanerne for Bytorvet, og herefter skal der så udarbejdes et forslag til en ny lokalplan for området. En lokalplan, der skal i høring og justeres, inden de første rigtige skridt i udvidelsen - nemlig byggeriet - kan sættes i gang.

"Vi er lidt utålmodige og vil gerne i gang - fordi der er rift om at komme ind i attraktive bycentre som Farum Bytorv - men der skal altså laves en ny lokalplan først, og det tager tid. En ny lokalplan kan tidligst være godkendt i slut 2019, og derfor vil vi bestræbe os på at åbne noget af udvidelsen slut 2020", lød det fra Boris Nørgaard Kjeldsen.

Publiceret 01 November 2018 14:51