Solveig Bisgaard, formand for Furesø Industri, er glad for de lokale besøg med foreningens medlemmer i de lokale virksomheder. Det giver nemlig både et godt netværk og inspiration til hinanden, mener hun. Privatfoto

Solveig Bisgaard, formand for Furesø Industri, er glad for de lokale besøg med foreningens medlemmer i de lokale virksomheder. Det giver nemlig både et godt netværk og inspiration til hinanden, mener hun. Privatfoto

Lokale virksomhedsbesøg giver både netværk og inspiration

Furesø Industri besøgte forleden Premier Cru - en lokal vinhandler med god smag, som industriforeningens formand, Solveig Bisgaard, udtrykker det

For nylig – efter fyraften – samledes en række virksomhedsledere/ejere til besøg hos en af de lokale virksomheder, nemlig vinhandleren Premier Cru.

Blandt gæsterne var også Furesøs kommunaldirektør Christine Brochdorf, der ser det som en stor fordel at komme rundt hos de lokale virksomheder og høre om deres dagligdag.

”Det er vigtigt, at komme ud i det virkelige liv og høre om virksomhedernes udfordringer. Vi har jo rigtig mange spændende virksomheder i Furesø”", siger Christine Brochdorf og understreger, at samarbejdet mellem forvaltning og virksomheder i høj grad bygger på såvel uformelle som formelle møder, hvor 'dialog og lydhørhed er i højsædet'.

"Direktør for Premier Cru, Henrik Nielsen, fortalte levende og inspirerende om sin fortid som fodboldspiller rundt omkring i Europa og om virksomheden fra start og til nu - og han lagde ikke skjul på, at han kan takke sin fodboldkarriere for sine sprogkundskaber, som nu kommer ham til gavn i virksomheden. Henrik Nielsen taler nemlig både tysk, engelsk, fransk og græsk", fortæller Solveig Bisgaard og forklarer, at det var interessant at høre om den noget utraditionelle tilgang, som Henrik Nielsen har til sin forretning - ikke mindst det faktum, at Premier Cru blandt andet har varemodtagelse, lager og ekspedition for et par af konkurrenterne.

De mange deltagere fra Furesø Industri blev vist rundt i virksomheden Premier Cru på Lejrvej - og her fortalte ejer Henrik Nielsen, hvordan han har en noget utraditionel tilgang til tingene. Privatfoto

De mange deltagere fra Furesø Industri blev vist rundt i virksomheden Premier Cru på Lejrvej - og her fortalte ejer Henrik Nielsen, hvordan han har en noget utraditionel tilgang til tingene. Privatfoto

Da Henrik Nielsen valgte at skifte fodboldverden ud med vinbranchen, var det ikke en helt ukendt branche for ham. Hans far var nemlig indehaver af Holte Vinlager - og netop Holte Vinlager er da også en af de virksomheder, der i dag har kontor hos Premier Cru.

"Under besøget fortalte Henrik Nielsen også om byggeriet af Premier Crus lokaler på Lejrvej og om virksomhedens utraditionelle varmekilde – et pillefyr, som kan varme virksomhedens faciliteter på knap 1500 m2 op for ca. 35.000 kr. om året, hvor det var beregnet til at koste 185.000 kr. med et traditionelt olie- eller gasfyr. Det gav stof til eftertanke hos mange af os besøgende", fortæller Solveig Bisgaard, der også fortæller, at virksomhedsbesøget selvfølgelig også bragte gæsterne langt omkring i vinens verden.

"Vi hørte om vintyper, vinlande og fik smagt på udvalgte vine. Besøget sluttede med servering af dejlige sandwich og mere vin. Til slut var der mulighed for at købe vin til særdeles fordelagtig pris. Noget mange benyttede sig af", fortæller Solveig Bisgaard og tilføjer, at besøget var udbytterigt og meget succesfuldt.

”Der blev netværket på livet løs under den efterfølgende servering. Snakken gik livligt – og lur mig, om ikke der blev indgået nogle nye kontakter, som efterfølgende kan føre til samarbejde og samhandel virksomhederne imellem", lyder det fra Solveig Bisgaard.

hhs

Publiceret 02 November 2018 16:30

SENESTE TV