Malene Schwartz og Helle Virkner her i rollerne som henholdsvis Maude Varnæs og Elisabeth Friis i Matador.

Malene Schwartz og Helle Virkner her i rollerne som henholdsvis Maude Varnæs og Elisabeth Friis i Matador. Arkivfoto

Oplæg om TV-serien Matador på Hareskov Bibliotek

Hvis du interesserer dig for historiske TV-dramaer, så er det her nok et foredrag for dig

Siden 1970´erne har den historiske TV-serie indtaget en stadigt mere dominerende rolle i mediebilledet. Det nye format fik sit gennembrud med en række store britiske og amerikanske serier, som for eksempel 'Familien Ashton' (A Family At War) 1970-72, 'Herskab og Tjenestefolk' (Upstairs and Downstairs) 1976-1978 og den amerikanske 'Holocaust' fra 1978.

Der var tale om fiktion, men med en udtalt ambition om også at gengive og respektere den tid og virkelighedsramme, som fiktionen udspiller sig i. Det er i dette pionerfelt, at DR og Nordisk Film med eftertryk melder sig ind 1978-82 med Lise Nørgaards og Erik Ballings 'Matador'.

Og alt det og meget mere kan du høre om til et foredrag med Karl-Johann Hemmersam på Hareskov Bibliotek tirsdag den 13. november klokken 19. Alle er velkommen, og det kræver ingen tilmelding.

Foredraget handler både om, hvordan Matador' håndterer samspillet mellem den ’lille historie’ og den ´store historie´, og om den ´kontrakt´, som forfattere og instruktør indgår med deres publikum. Endelig tester et par ´lakmusprøver´ kvaliteten af Matadors fortidsformidling, og en anden populær TV-serie – nemlig TV2´s 'Badehotellet' som indrages til sammenligning.

Karl-Johann Hemmersam er cand.mag. i historie og religion, ansat i gymnasieskolen 1969-94 og på Nationalmuseet 1994-2006. Siden 1975 bosiddende i Hareskovby.

ksh

Publiceret 06 November 2018 00:00

SENESTE TV