Her ses formanden for Furesø Løbeklub, Tine Baade Ringgaard, til venstre i billedet.

Her ses formanden for Furesø Løbeklub, Tine Baade Ringgaard, til venstre i billedet. Foto: Helene Holm Stolle

Formand for Furesø Løbeklub indstillet til pris: "Jeg er meget rørt og har først lige set det"

Prisen Årets Energibundt går til en træner, holdleder, stævnearrangør eller en helt fjerde, der med en særlig indsats bidrager til sammenholdet i en idrætsforening. Nu er formand for Furesø Løbeklub, Tine Baade Ringgaard, blevet indstillet af medlemmer fra klubben

Af
Kimmie Hetland

For to år siden var der tre løbehold, men nu er der 10. Her de senere par år er der flere og flere, der har meldt sig ind i Furesø Løbeklub, og derfor har løbeklubben også startet mange nye hold. Og en af grundene til løbeklubbens vokseværk, mener medlemmer i klubben, er takket være formanden Tine Baade Ringgaard, og derfor har de indstillet hende til prisen 'Årets Energibundt'.

På løbeklubbens facebookside står der blandt andet: "På grund af sin utrættelige energi, initiativrigdom og sit store engagement er formand for Furesø Løbeklub, Tine Baade Ringgaard, blevet indstillet til at modtage prisen som Årets Energibundt 2018. Indstillingen sker på baggrund af Tines store engagement i Furesø Løbeklub, som har været med til at styrke fællesskabet og foreningens betydning i lokalsamfundet. Frivillige som Tine er en af grundene til, at foreningslivet er noget særligt i Furesø Kommune, og vi er stolte af, at Tine er et bud på vinderen af prisen Årets Energibundt".

Rørt og overrasket

Nyheden om indstillingen kom ud for kort tid siden, og det var da også en meget overrasket Tine Baade Ringgaard, som Furesø Avis fik fat på.

"Jeg er meget rørt, og jeg har først lige set det. Hold da op. Jeg er helt mundlam", sagde hun.

En af de ting, som virkelig fremhæves i indstillingen er den energi, som Tine kommer med til løbeklubben, men for hende spiller det ikke en stor rolle.

"For mig er det meget energi, men det er samtidig det hele værd at se nye medlemmer udvikle sig og vokse. Til at starte med kan de måske slet ikke løbe, men så kan de i fem minutter og så lidt mere og lidt mere, og pludselig løber de rundt om Farum Sø. Det er helt vildt fantastisk og bærer det hele for mig. Det er så fedt", sagde Tine, da Furesø Avis talte med hende.

Rummeligt miljø

På facebooksiden står desuden, at Tine, udover at være den, der giver medlemmerne sved på panden, også er den, der holder sammen på klubben.

"Hun står på podiet og byder velkommen til alle løbe- og gåhold tre gange om ugen. Hun kender alle medlemmernes navne, hun kysser og krammer, griner og opmuntrer os alle. Furesø Løbeklub ville ikke være det samme uden Tine", kan man læse på Facebook.

Furesø Løbeklub til en af deres træninger.

Furesø Løbeklub til en af deres træninger. Arkivfoto

Tine selv mener også, at løbeklubben kan noget helt særligt.

"Der er et helt fantastisk fællesskab med et rummeligt miljø, og vi gør meget for at alle skal føle sig velkommen. Derfor lægger jeg også stor vægt på at kunne alle navne, for hos os er man ikke bare en i flokken. Men det er jo ikke bare mig. Vi har trænere som er dybt engagerede og nærværende, og jeg kan slet ikke lide at tage hele æren".

Prisen uddeles ved stort TV-show

Med indstillingen er Tine Baade Ringgaard med i kapløbet om de 75.000 kroner, som vinderen af prisen kan se frem til. Af de 75.000 kroner går 25.000 kroner til energibundtet for sit frivillige engagement. De øvrige 50.000 kroner går til idrætsforeningen, som modtageren af prisen er tilknyttet, som et bidrag til aktiviteter, der yderligere styrker det sammenhold, som er vigtigt for, at breddeidrætten kan vokse. Desuden modtager både 2. og 3. pladsen en præmie på 10.000 kroner hver.

Vinderen offentliggøres ved DR’s SPORT 2018 show den 5. januar 2019 i Boxen i Herning.

Prisen gives af Ørsted og Danmarks Idrætsforbund (DIF), og sidste år gik prisen til tidligere formand og ildsjæl i GOG Håndbold, Poul Syberg Pedersen, der med stort engagement i klubben, har været medvirkende til at skabe en succesfuld klub for både bredde- og eliteidræt.

Publiceret 08 November 2018 00:00

SENESTE TV