René Schriver er én af de to Furesø-borgere, som i denne uge med Røde Kors i Kenya for at se på dansk-støttede projekter. Foto: Rebecca Hoffmann.

René Schriver er med Røde Kors i Kenya for at se på dansk-støttede projekter. Foto: Rebecca Hoffmann.

Furesø skal med Røde Kors i den afrikanske slum

To Røde Kors-frivillige fra Furesø skal på søndag skifte det danske efterårsvejr ud med høj sol over ét af verdens største slumkvarterer i Kenya

FURESØ Sårbare børn og mødre i det største slumkvarter i Mombasa ved den kenyanske kyst er ét af målene for to lokale frivillige i Røde Kors. De skal på studietur for at se nærmere på dansk støttede projekter på det afrikanske kontinent.

Rasmus Lefmann og René Schriver er blandt de 12 deltagere, som er udvalgt til at se nærmere på, hvilken forskel Røde Kors gør for blandt andet unge mødre og børn i slumkvarterer i Kenya.

Rasmus er én de mange frivillige samaritter, og René Schriver er aktivitetsleder for Familienetværket i Furesø – og begge ved, hvor lidt der i virkeligheden skal ske for at gøre en forskel for andre i lokalområdet. Horisonten for det frivillige arbejde i Røde Kors rækker dog langt ud over landets grænser, og i denne uge oplever de, hvordan det internationale arbejde fungerer.

"Jeg oplever i mit frivillige arbejde lokalt en stor glæde ved at give et lille bidrag til at gøre en forskel for andre lokalt. Og nu bliver det spændende at opleve, hvordan Røde Kors opererer på internationalt plan – og hjælper nogle, som har meget dårligere forhold end vi oplever herhjemme", siger René Schriver.

Moderne teknologi i slumområder

I Kenya støtter Røde Kors Danmark flere lokale projekter i slumkvarterer i både hovedstaden Nairobi og kystbyen Mombasa. I Nairobi ligger Kibera, som er ét af verdens fem største slumkvarterer med cirka 1 million indbyggere. Her vil de lokale Røde Kors-udsendte få et indblik i, hvordan man har etableret katastrofeberedskaber, uddannet sundhedsarbejdere og ser, hvordan moderne teknologi kan hjælpe folk i slumområdet.

"Hvert fjerde barn under fem år i de kenyanske slumkvarterer er underernærede, og dødeligheden er markant større på grund af utilstrækkelig vandforsyning, dårlig sanitet og hygiejne. Her finder man nogle af de værste levevilkår i Kenya", fortæller René Schriver, der understreger, at situationen er meget kritisk, da udbrud af kolera og andre livstruende infektioner er en reel risiko.

I Mombasa findes der syv store slumområder, hvor Tudor er det største. Her skal de frivillige besøge en sundhedsklinik, hvor de får lejlighed til at tale med en masse unge og sexarbejdere, som får hjælp via et andet Røde Kors-projekt. Projektet hjælper også unge mødre, både før, under og efter graviditeten, da de lokale fødselshjælpere er dårligt uddannede.

"Vi vender hjem med en masse indtryk, som vil glæder os til at videreformidle lokalt blandt andet via foredrag", slutter René Schriver.

rs

Publiceret 16 November 2018 11:45

SENESTE TV