Udover klubbens indstilling til Kulturministeriets Idrætspris er formanden for Furesø Løbeklub, Tine Ringgaard, selv blevet indstillet til Årets Energibundt.

Udover klubbens indstilling til Kulturministeriets Idrætspris er formanden for Furesø Løbeklub, Tine Ringgaard, selv blevet indstillet til Årets Energibundt. Foto: Furesø Løbeklub

Endnu en pris: Furesø Løbeklub indstillet til Kulturministeriets Idrætspris

På bare to år har Furesø Løbeklub firdoblet deres medlemstal, og nu er klubben blevet indstillet til Kulturministeriets Idrætspris af DGI

At snøre løbeskoene og komme ud i den friske luft er ikke fremmed for dem, der bor i Furesø. I hvert fald ikke, hvis man ser på antallet af medlemmerne i Furesø Løbeklub, som i de seneste år har haft meget vokseværk.

For to år siden var der 100 medlemmer. I dag er der omkring 400 aktive medlemmer, og den udvikling er ikke gået ubemærket hen af DGI, som har indstillet Furesø Løbeklub til Kulturministeriets Idrætspris, ifølge en pressemeddelelse fra DGI.

'Just do it now'-mentalitet

I DGI's indstilling til Kulturministeriet står der blandt andet, at mange initiativer i løbeklubben er startet på foranledning af formand Tine Ringgaards 'just do it now'-mentalitet. Hun er innovativ og igangsætter projekter, der spiller en afgørende rolle i lokalsamfundet og kommunen og har været med til at redefinere, hvad en løbeklub skal stå for og tilbyde, lyder det i indstillingen.

Formand Tine Ringgaard er stolt og ydmyg over indstillingen:

"Det er overvældende med alle de flotte ord, der følger med indstillingen. Men det er vigtigt for mig at understrege, at der altså er en stor flok, der giver den en skalle" siger Tine Ringgaard i pressemeddelelsen.

Men selvom hun og de andre frivillige lægger mange timer i arbejdet med løbeklubben, så er hun lagt fra færdig.

"Processen med at se noget vokse og bare blive større og større er helt vildt sjov", siger Tine Ringgaard.

To simple spørgsmål

Et af de nyeste initiativer i løbeklubben er deres powerwalk-hold. Ifølge Tine Ringgaard et forsøg på at tilknytte dem, der ikke kan løbe men også et forsøg på at fastholde de løbere, der er ramt af skader og som derfor risikerer at miste tilknytningen til løbeklubben:

"Vi startede op lige efter nytår, og der mødte 49 op den første gang", siger Tine Ringgaard i pressemeddelelsen.

Selv om vokseværket i Furesø Løbeklub er brolagt med masser af hårdt arbejde, så er det faktisk to relativt simple spørgsmål som klubben arbejder ud fra.

"Det har hele tiden handlet om, hvordan vi får folk i løbesko og hvordan vi får dem til at blive ved med at løbe", siger Tine Ringgaard.

Prisen dækker hele idrætten

Kulturministerens Idrætspris gives til årets exceptionelle præstation eller indsats inden for idrættens verden. Personkredsen dækker eliteidrætsudøvere, trænere, ledere, forskere og andre, som i 2018 har haft en særlig stor betydning for dansk idræt. Der er således tale om en pris, der dækker hele idrætten.

Det skriver DGI i pressemeddelelsen.

Kulturministerens Idrætspris uddeles mandag den 10. december 2018.

ksh

Publiceret 21 November 2018 00:00

SENESTE TV