Årligt bliver der fældet ca. 2.500 juletræer på skovejendommen Frederiksdal. Mange af dem sælges ved Kulhus, hvor Sigismund Ahlefeldt-Laurvig og Birgit Andersen her varmer op til årets juletræssalg.

Årligt bliver der fældet ca. 2.500 juletræer på skovejendommen Frederiksdal. Mange af dem sælges ved Kulhus, hvor Sigismund Ahlefeldt-Laurvig og Birgit Andersen her varmer op til årets juletræssalg.

Hent juletræet i skoven

Gennem snart 40 år har Frederiksdal Skovdistrikt solgt juletræer på Kulhusvej 1. I år åbner salget i den kommende weekend

Af
Anne Lønstrup

Juletræer Alle begynder at få travlt op mod jul. Ikke mindst dem, der leverer danskernes juletræer.

I de sidste par uger er der blevet arbejdet intenst på at gøre en hyggelig stadeplads klar til juletræssalget på Kulhusvej 1 i Værløse. Dygtige skovarbejdere har bygget en julebod af naturmaterialer, og nu begynder fældningen af juletræer, så folk kan komme forbi og få et lokalt dyrket træ til juleaften.

”Julen er den travleste tid på året i Frederiksdal Skovdistrikt. Vi fælder årligt omkring 2.500 juletræer på de 10 hektar skov, som er beplantet,” fortæller Sigismund Ahlefeldt-Laurvig, der ejer og driver skovejendommen Frederiksdal ved Furesøen.

Yngre kræfter tager over

I 38 år har 75-årige Birgit Andersen stået for juletræssalget. Tidligere gjorde hun det sammen med sin nu afdøde mand, der var skovarbejder på stedet.

”Jeg har været med til at sælge juletræer her på stedet siden 1980, da jeg var midt i 30’erne,” siger hun.

”Dengang satte vi bare et skilt op ved vejen om, at her blev solgt juletræer. Vi satte ikke noget i avisen eller gjorde anden form for reklame. Men via mund-til-mund-metoden har de lokale fundet frem til stedet, og nu er butikken jo så velrenommeret, at generation efter generation kommer her,” siger Birgit Andersen.

Fra i år giver hun stafetten som juletræs-sælger videre til yngre kræfter. Det er Lene Bæk Thomsen, der tager stafetten op, og som sidste år var i lære som den ansvarlige på pladsen. Dog vil Birgit fortsat være at finde i forbindelse med julehandlen i den nybyggede julebod.

Rødgran for nostalgikere

Udover juletræer af nordmannsgran og rødgran, vil her blive solgt gran i kranse og buketter, forskellige juleblomster og mistelten i buketter og anden smuk julepynt fra skoven. Det er nordmannsgran, de fleste går efter. Men især de ældre – dem der husker ’Peters jul’ – er stadig gladest for et juletræ i rødgran.

For øvrigt bliver træerne fældet løbende frem mod jul, og kommer man i en af de to sidste weekender før juleaften, vil der blive solgt æbleskiver, varm kakao og glögg ved Kulhus, hvor der er åbent hver eneste dag fra lørdag 24. november og frem til 23. december.

Publiceret 21 November 2018 11:30