Kulturhusleder i Farum Kulturhus, Zanne Jahn, har i år valgt at sende et budskab om klimaet med det årlige julelandskab.

Kulturhusleder i Farum Kulturhus, Zanne Jahn, har i år valgt at sende et budskab om klimaet med det årlige julelandskab. Foto: Keiran Bacchus

Julelandskab ramt af klimakrise

På Farum Kulturhus er julelandskabet ikke kun nisser og julehjerter, for i år har kulturhusleder, Zanne Jahn, besluttet at gå i en anden retning med juleudsmykningen

"Julescenografien har fået et lidt alvorligt islæt i år, der er godt i tråd med Furesø Kommunes overordnede miljøpolitik Grøn Mobilitet. Så i år er julescenografien altså også et lille, men lærerigt og vigtigt indslag for børnene. Og det er netop vores hårdtprøvede miljø, jeg har bygget ind i julen i år. De mange børn skal selvfølgelig have lov til at glæde sig over julen, der snart er på vej – men det udelukker jo ikke, at de samtidig også kan forholde sig til vores fælles klima og andre ting, der opstår i kølvandet på menneskenes store forbrug", siger Zanne Jahn.

Gæsterne i Farum Kulturhus – og dem er der mange tusinde af på blot en uges tid – har allerede i et stykke tid spurgt efter kulturhusleder Zanne Jahns årligt med spænding ventede julescenografi i kulturhusets foyer.

I lørdags kunne kulturhusgæsterne så få syn for sagn: Den med spænding imødesete julescenografien åbnede officielt.

Det der optog folk i tiden op til åbningen var selvsagt basale spørgsmål som 'kommer der nisser?', 'Skal der være konkurrence igen i år?' og 'hvor skal hjerterne hænge' osv. Spørgsmålene var mange – men svarene sparsomme – da det hele har været en hemmelighed i niveau med juletræets tænding i de små hjem den 24. december.

Nye præmier

Nu, hvor det hele er åbnet for alle, fortæller Zanne Jahn imidlertid som altid gerne om julescenografien:

"Det meste er noget børnene allerede ved lidt om i forvejen fra undervisningen i skolen – og den viden kan de så benytte til at deltage i vores årlige konkurrence, hvor der skal svares på nogle enkle sjove spørgsmål. Men hvor de tidligere kunne vinde marcipan og billetter til børneteaterforestillingerne, så kan de i år vinde noget, der kan gro – hjemme i stuen, på altanen eller i haven. De skal først løse en lille opgave om skovens dyr – nærmere betegnet ræven og hvor og hvordan den bor", siger Zanne Jahn.

Svær balance

"Det er selvfølgelig en svær balance at blande et alvorligt emne ind i noget, der skal være sjovt og hyggeligt. Vi har drøftet det hele internt i god tid før premieren – og vi blev hurtigt enige om, at vi kun kan fremtidssikre fremtiden, hvis vi gør børn og unge bevidste om, hvad der er gang i på vores grønne jord. Og det kan vi på en fin måde også bruge julen til, blot vi gør det med smag og følsomhed – og frem for alt leg – som vi gør det i år. Så selvom man får lidt lærdom oveni i år, så er det under alle omstændigheder en juleudsmykning, som alle kan glæde sig over og opleve – med grantræer, hjerter og nisser og den slags", slutter Zanne Jahn.

I øvrigt er dyrene, der indgår i julescenografien stillet til rådighed af Solvangskolen og Lyngholmskolen

ksh

Publiceret 26 November 2018 11:45