Nu kan man blive kørt gratis til kirkegården i Farum. Arkivfoto

Nu kan man blive kørt gratis til kirkegården i Farum. Arkivfoto

Ny kirkegårdsbus i Farum

Gratis transport en gang om måneden. Ekstra tur i december

Som noget nyt tilbyder Farum Sogn nu en gratis kørselsordning, hvis man gerne vil besøge kirkegården. Turen foregår den anden mandag i hver måned, og første gang bliver den 10. december. Turen begynder klokken ti, og efter en time ankommer bussen til kirkegården efter at have været Farum rundt og samle op, skriver sognet i en pressemeddelelse (se faktaboks, red.)

”En del mennesker har svært ved selv at besøge kirkegårdene ved Farum Kirke. Og behovet er måske ekstra stort op mod jul. Derfor håber vi, at det vil være en stor hjælp for mange at kunne køre gratis frem og tilbage. Man skal ikke melde sig til, men bare møde op ved et af de syv opsamlingssteder, som kørselsordningen dækker," skriver menighedsrådsmedlem Pia Elmtoft-Riedel i pressemeddelelsen.

I december er der en ekstra tur fredag den 21. december. Her byder kirkegårdsleder Brian Worm på en kop kaffe med julesmåkager. Denne dag sker hjemturen en halv time senere end sædvanligt.

Hvis man ikke selv har behov for den nye kørselsordning, kan man måske være til stor hjælp for andre ved at gøre dem opmærksom på den nye mulighed. Måske vil det også være rart at besøge kirkegården samtidig med andre mennesker.

Eventuelle spørgsmål om kirkegårdsbussen kan rettes til kirkegårdskontoret på tlf. 70 27 25 95.

jbt

Kirkegårdsbus i Farum

Turen foregår den anden mandag i hver måned. Tidsplanen er:

    10:00 Busstoppestedet Borgmester Jespersens Vej

    10:10 Stavnsholtkirken

    10:25 Farum Hovedgade (v. Nordtoftevej)

    10:35 Akaciepark

    10:40 Garnisonsparken

    10:50 Æblelunden

    10:55 Gedevasevang

    11:00 Ankomst Farum Kirkegårde

    11:30 Afgang fra Farum Kirkegårde (Hjemkørsel i modsat rækkefølge)

Publiceret 04 December 2018 00:00