Farum Midtpunkt består af 25 blokke med 1.580 boliger, og blev bygget i 70'erne.

Farum Midtpunkt består af 25 blokke med 1.580 boliger, og blev bygget i 70'erne. Arkivfoto

Der skal bruges 145,8 mio.kr. på at renovere Farum Midtpunkt

De indre gangstrøg i Farum Midtpunkt trænger til at blive sat i stand, og i aften skal udvalget for byudvikling og bolig tage stilling til, om de synes, at det er en god idé at stille garanti for et lån

Af
Kimmie Hetland

Belysningen er dunkel, gulvbelægningen lugter og giver støjgener, og kan desuden ikke tåle at blive rengjort, da vand, der trænger gennem fugerne, kan ødelægge den underliggende konstruktion. Sagt på en anden måde, så trænger de indre gangstrøg på Farum Midtpunkt til en istandsættelse.

Her i aften tager udvalget for byudvikling og bolig sagen op for at finde ud af, om de skal anbefale økonomiudvalget og byrådet at stille garanti for et 30-årigt kreditforeningslån på 142,9 mio.kr. De sidste 2,9 mio.kr. findes ved henlæggelser i afdelingen, som de sidste par år har haft et overskud i regnskabet.

"Vi har allerede nu lånegarantier for over 1 milliard kroner i Farum Midtpunkt, og jeg regner med, at vi kommer til at anbefale at stille endnu en garanti. Men nu tager vi en god diskussion om det i udvalget, for det er et stort sted, som jo bliver et stort projekt med en væsentlig udgift", siger Egil Hulgaard (C), som er formand for udvalget for byudvikling og bolig.

Medfører huslejestigning

Det er boligselskabet KAB, der på vegne af Furesø Boligselskab ansøgte om en istandsættelse den 23. august i år, og i sagsfremstillingen til udvalget for byudvikling og bolig står der:

"Der ønskes opbygget en ny gulvkonstruktion, som er bedre isolerende og støjdæmpet. Belysningen ændres til indirekte blændfri belysning med loftsamartur. Loftplader udskiftes til akustikregulerende plader".

Nedenfor ses billeder af de indre gangstrøg.

Men med istandsættelsen følger også en månedlig stigning af huslejen på henholdsvis 66 kr. for boliger på 56 kvadratmeter, 89 kr. for boliger på 75 kvadratmeter og 154 kr. for boliger på 130 kvadratmeter indtil lånet er tilbagebetalt efter 30 år. Stigningen gennemføres, når projektet er afsluttet, og huslejestihningen er et punkt, som Egil Hulgaard især vil have fokus på.

"Vi skal være opmærksomme på, at det jo ikke må blive for dyrt, for dem, som lejlighederne er beregnet til", siger han.

Byggestart forventes til april 2019, og byggeperioden forventes at vare 1½ - 2 år.

Publiceret 06 December 2018 10:13

SENESTE TV