En del svarede ja til, om de havde haft indbrud. Foto: Jens Berg Thomsen

En del svarede ja til, om de havde haft indbrud. Foto: Jens Berg Thomsen

Fokus på indbrud i Furesø: Det tog Martin fem sekunder at brække vinduet op

Rekordmange ville høre om at undgå indbrud i Farum Arena

Af
Jens Berg Thomsen

Fem sekunder. Det var al den tid, det tog for den nu tidligere indbrudstyv Martin at brække et vindue op foran øjnene på mere end 700 deltagere til borgermøde forleden i Farum Arena. De mange mennesker havde fundet vej til stedet, fordi en ny kampagne ved navn "Bo Trygt" havde inviteret til at høre nærmere om indbrudsstatistik, fif til at undgå indbrud og stille spørgsmål.

På mødet fortalte borgmester Ole Bondo Christensen (S), at antallet af indbrud i Furesø skal ned. I dag er der rundt regnet 400 indbrud om året, men ambitionen er, at det tal skal ned på færre end 150.

"Det er dejligt at se så mange samlet her i Farum Arena i aften. Baggrunden er alvorlig, nemlig alt for mange indbrud i private hjem i Danmark – og også her i Nordsjælland og Furesø," sagde Ole Bondo.

"Vi har gennem et stykke tid været i dialog med folkene bag Bo trygt-initiativet. De har rost vores tilgang til indbrudsforebyggelse – at forebyggelse er en fælles indsats – ligesom vi har rost deres ambitiøse målsætning og initiativ. Indsatsen mod indbrud skal være en folkebevægelse – og her vil Furesø gerne være med. I aften kan jeg med en vis stolthed i stemmen fortælle, at Furesø Kommune er blevet udvalgt til at være landets første Bo trygt-kommune. Det er vi, fordi vi som kommune har erkendt, at indbrud i private hjem ikke kun er borgernes ansvar og ikke kun politiets. Det er vores fælles ansvar. Og fordi vi er ambitiøse i forhold til at få nedbragt antallet af indbrud," sagde borgmesteren.

Alarmer kan hjælpe

Den tidligere indbrudstyv Martin fortalte, at han brugte en sjette sans, dengang han skulle vælge huse ud til at begå indbrud i.

Aftenens ordstyrer Britt Wendelboe fra Bo trygt-kampagnen ville vide, om en alarm hjælper med at skræmme tyvene væk.

"Det er en af mange ting, der kan hjælpe," sagde Martin fra scenen.

Den lokale Farum-virksomhed minalarm.dk, der har eksisteret i fem år, har gode erfaringer med, at en alarm hjælper mod indbrud. Det fortæller indehaver Ernst Jørgensen i en pressemeddelelse til Furesø Avis.

"Efter fem år er status, at ingen af mine kunder har haft indbrud. Ergo:

Alarmer virker. To kunder har haft indbrudsforsøg, men da alarmen satte i gang, som den skulle, tog indbrudstyvene benene på nakken," siger Ernst Jørgensen i pressemeddelelsen.

De fem sekunder, det tog at brække vinduet op, udvidede sig lidt, da Martin gik videre til næste vindue, der var stillet op på scenen. Her var vinduet sikret yderligere - men alligevel tog det blot omkring 35 sekunder at brække det vindue op.

"Det hjælper da lidt, for det larmer lidt mere med den sikring. Og så er det hårdere for mig at brække op," sagde en forpustet Martin fra scenen.

Lokale, tilrejsende og de organiserede

Ifølge vicepolitikommissær Brian Stybe Grayson er der tre typer af indbrudstyve, som borgerne kan holde øje med for at undgå indbrud:

"Der er de lokale indbrudstyve. Så er der de tilrejsende, der typisk kommer fra fattigere lande, og som tager hertil for at leve af det her. Og så er der de organiserede, der lever af det, og som ved, hvad de har med at gøre," sagde han.

Politimanden opfordrede alle, der oplever noget mistænkeligt til at kontakte politiet.

Udbredelse af viden

Aftenens ordstyrer Brit Wendelboe fortæller, at borgermødet i Farum Arena sammen med de mange andre borgermøder, som Bo trygt-kampagnen afholder skal udbrede viden om, hvordan man undgår det plagsomme fænomen.

"Sammen med Nordsjællands Politi og Furesø Avis har Furesø Kommune forpligtet sig til at igangsætte indbrudsforebyggende initiativer og klæde borgerne godt på med viden om, hvad de selv kan gøre. Og vi ved, hvad der skal til for at forebygge indbrud. Organiseret nabohjælp og bedre sikring af døre, vinduer og låse er de vigtigste og mest veldokumenterede tiltag for at beskytte vores boliger mod indbrud. Formålet med aftenens Bo trygt-borgermøde var netop at udbrede den viden og inspirere til at tage den i brug. Sammen med kommunens og politiets forebyggende indsatser skulle det gerne være med til at få indbrudstallet til at falde og trygheden og livskvaliteten til at stige, udtaler Britt Wendelboe fra Bo trygt-kampagnen i en pressemeddelelse.

Planen er, at Furesø Avis vil sætte fokus på, hvordan borgerne kan undgå indbrud gennem nogle artikler her i avisen i den kommende tid.

På borgermødet kunne Nordsjællands Politi fortælle, at der i 2017 blev begået 366 indbrud i privat beboelse i Furesø Kommune – hvilket er færre end i 2016, hvor der blev begået 542. I hele politikredsen, der tæller kommunerne Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal, blev der begået 5.153 indbrud i 2017.

Publiceret 06 December 2018 00:00

SENESTE TV