Hjertetræet står ud for Irma på Farum Bytorv. Foto: Jam F. Stephan

Hjertetræet står ud for Irma på Farum Bytorv. Foto: Jam F. Stephan

Hjertetræ på Farum Bytorv skal hjælpe børn

Trængende børn har skrevet ønsker på hjerter, som man som borger kan hjælpe med at opfylde

Af
Jens Berg Thomsen

Et særligt træ er stillet op på det store torv på Farum Bytorv i disse dage. På træet hænger der hjerter, hvor et trængende barn fra lokalområdet har skrevet et ønske op. Barnet er enten et, som Red Barnet eller Røde Kors i Furesø hjælper - og det kan også være et alvorligt sygt barn, som er tilknyttet børnehuset Siv i Farum.

Man kan altså vælge at støtte et barn her op til hjerternes fest. Det gør man ved at tage hjertet ned og gå ind i en af butikkerne på bytorvet. Ønskerne har en pris på 100 kroner og opefter, skriver Farum Bytorv på sin hjemmeside. Når man så har købt gaven i butikken, er det vigtigt, at man efterlader den dér, for på hvert hjerte er der en kode, som sikrer, at gaven når frem til det rette barn.

"Bag hvert hjerte er der et barn, så tag kun hjertet, hvis du opfylder barnets ønske. Vi håber meget, at borgerne i Furesø Kommune vil tage godt imod hjertetræet og give en gave, som gør en forskel," skriver Farum Bytorv på sin hjemmeside.

Træet er stillet op den 16. november, og senest den 18. december kan man tage et hjerte ned, hvis man ønsker at støtte projektet.

Sådan hjælper man

Vælg et hjerte fra træet med et ønske, som du gerne vil opfylde.

Køb gaven (foreslået værdi fra 100 kroner) i en af butikkerne på bytorvet senest tirsdag den 18. december.

Lad gaven og hjertet blive i den butik, hvor gaven er købt. Koden på hjertet sikrer, at gaven når frem til det rigtige barn. Bag træet står Red Barnet Furesø, Røde Kors Furesø, Frivilligcenter Furesø og Farum Bytorv. Kilde: Farum Bytorv

Publiceret 06 December 2018 11:41