I fremtiden skal husholdningsaffald som her i Farum Midtpunkt ikke bare smides ét sted hen - men kildesorteres. Foto: Jens Berg Thomsen

I fremtiden skal husholdningsaffald som her i Farum Midtpunkt ikke bare smides ét sted hen - men kildesorteres. Foto: Jens Berg Thomsen

Stor diskussion i byrådssalen om affaldssortering

Nu skal etageejendomme og rækkehuse også til at sortere affald. Borgerlige stemte imod men understregede flere gange, at det ikke er på grund af modstand mod sorteringen

Af
Jens Berg Thomsen

affald Fremover skal Furesøborgerne i etageejendomme og i rækkehuse til at sortere husholdningsaffaldet, som også villaejerne har kunnet gøre i et stykke tid. Et flertal i byrådet stemte forleden et nyt affaldsregulativ igennem - men det skete først efter en lang debat i byrådssalen i Værløse.

"Det er vigtigt at sige, at vi støtter affaldssortering. Men vi er meget imod at bruge tvang, og vi forstår ganske enkelt ikke, at alle skal tvinges," sagde Lars Carstensen (K).

"Jeg mener, det skal være obligatorisk at kildesortere, men at det skal være frivilligt hvordan. Der er ikke tænkt innovativt fra Vestforbrændingens side," sagde Venstres Jesper Larsen og hentydede til den metode, som kildesorteringen nu skal fungere efter.

"Det er ikke fordi, vi er modstand af kildesortering. Det er et spørgsmål om, hvordan vi skal håndtere borgere, der ikke kan det. Det kan være handicap, pladsproblemer eller noget tredje. Dengang for tre år siden, vi indførte det for villaejerne, efterlyste vi moderne og mere teknologisk gode muligheder, og der er ikke sket nogen udvikling i mellemtiden. Og husk, at det her er ikke billigt. Vi kommer til at bruge mange penge på at dele plastikspande ud til borgerne," sagde Venstres Lars Carpens.

"Det nytter noget"

Socialdemokraternes Lene Munch-Petersen hæftede sig ved, at affaldssortering nytter, og at Furesø som alle andre kommuner gennem en EU- og Folketingsbeslutning skal genanvende 50 procent af affald i 2023.

"I dag genanvender Furesø Kommune 38 procent, så der er noget at arbejde med. Genanvendelse nytter faktisk noget. Det betyder en reducering af CO2 og mindre forbrug af råstoffer, og der findes ikke alternative løsninger til det her end kildesorteringen. Og hvad angår frivillighed, så giver det ikke mening, at det skal være op til den enkelte bolig at kunne vælge denne ordning til eller fra," sagde Lene Munch-Petersen.

Dansk Folkepartis Carsten Svensson havde undervejs ændret mening, fortalte han.

"Jeg har været imod, men nu kommer jeg til at stemme for," sagde han og henviste til noget, konservatives Lars Carstensen havde sagt.

Carstensens forslag var, at den frivillige ordning skulle gælde for boligforeninger, der så samlet kunne stemme for eller imod at være med i den nye affaldsordning.

"Så det er okay, hvis min boligforening tvinger mig? Nej. Så foretrækker jeg, at vi i byrådet tager beslutningen. Det skal vores ryg kunne bære," sagde Carsten Svensson.

Enhedslistens Helle Vallentin lagde ikke skjul på sin begejstring over den nye ordning.

"Jeg har glædet mig til i dag, for det her er en rigtig god beslutning. Vi ved, at kildesortering hjælper," sagde hun og understregede, at man kan søge om dispensation.

"Lavteknologisk løsning"

Helle Vallentin fandt i debatten det "pinligt", at Lars Carpens fra Venstre efterlyste mere innovation fra Vestforbrændningen, der skal stå for den nye affaldsordning.

"Man kan kun stemme for en lavteknologisk løsning, og udgiften bliver sikkert højere, for folk derhjemme skal også have bygget deres affaldsskabe om," sagde Carpens.

"Jeg synes, det er pinligt at diskutere design på nogle spande, og at vi skal bruge penge," sagde Helle Vallentin.

Venstres Gustav Juul understregede, at det for ham handlede om frivillighed.

"Det er den sædvanlige retorik om, at vi herovre på den borgerlige side ikke vil være med til at redde kloden. For mig handler det om, at genanvendelsen med denne her model ikke er lige så høj, som hvis vi havde andre løsninger at vælge imellem. Det kunne eksempelvis være med farvede plastikposer. Selvfølgelig skal vi have en løsning på genanvendelse, men der er bedre strategier," sagde Gustav Juul.

Den nye affaldsordning gælder pr. 1. januar 2019 og skal efter planen rulles ud over tre år "i en dialogbaseret proces," står der i referatet fra byrådsmødet.

Publiceret 26 December 2018 00:00

SENESTE TV