Til sommer skal FCN have en ny cheftræner, da Kasper Hjulmands kontrakt udløber. Arkivfoto

Til sommer skal FCN have en ny cheftræner, da Kasper Hjulmands kontrakt udløber. Arkivfoto

FC Nordsjælland: Kasper Hjulmand stopper som cheftræner

Til sommer skal FCN have en ny cheftræner, for der udløber Kasper Hjulmands kontrakt, og den bliver ikke fornyet

Af
Kimmie Hetland

Sport FC Nordsjællands Superligatrup har i dag første træning efter juleferien, men til sommer kan spillerne se frem til at samarbejde med en ny cheftræner, da Hjulmands kontrakt udløber, og det inden jul blev besluttet ikke at forny den.

"Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi anser Kasper Hjulmand for at være en fremragende fodboldtræner og et fantastisk menneske, som på alle måder matcher med klubben her. Men i vores tætte dialog, er det blevet tydeligt for os, at Kasper ønsker, og føler sig klar til, en ny udfordring, mens vi fra klubbens side gerne vil have afklaring på, hvem der skal stå i spidsen for vores Superligahold efter sommer", siger Carsten V. Jensen, som er sportschef for Superligaen i FCN i en pressemeddelelse.

I slutningen af den forgangne uge har Kasper Hjulmand, med FCN's viden og accept, desuden været på besøg i en udenlandsk klub for at diskutere en mulig fremtid der.

Konkret interesse

Der var i weekenden konkret interesse i at få Kasper Hjulmand fra en stor europæisk klub, som ønskede ham som cheftræner med omgående virkning, står der i pressemeddelelsen.

"Det tager både han (Kasper Hjulmand red. ) og vi som en stor anerkendelse, og vores indgangsvinkel til det var, at vi var åbne for at finde en løsning, som alle parter kunne være tilfredse med. Vi er en klub, der udvikler talentfulde spillere og trænere, og vi er en klub, der ikke vil stå i vejen for dem, når de får den rigtige mulighed for at komme videre til spændende opgaver, hvis der kan findes en god løsning for alle parter. Det gælder naturligvis også for vores cheftræner", lyder det fra Carsten V. Jensen i pressemeddelelsen.

Det viste sig desværre ikke at være muligt klubberne imellem på grund af den korte tidsramme, som viste sig at være til rådighed.

Vil bevare samme linje

Da Hjulmand fortsætter sæsonen ud har FCN god tid til at finde en ny cheftræner, og Carsten V. Jensen siger i pressemeddelelsen, at han er åben overfor at kigge flere steder efter en ny træner, men gerne vil bevare en vis kontinuitet.

"Vi er meget glade for og trygge ved, at Kasper fortsætter sæsonen ud. Vi er allerede nu i gang med at finde den bedste løsning på, hvordan og med hvem vi kan erstatter ham, når tiden er inde. Vi kommer til at kigge internt. Vi kommer til at kigge eksternt. Det eneste vi med 100 procent sikkerhed kan sige nu, er, at vi kommer til at bevare den klare linje, vi har i vores måde at gøre tingene på, både på og uden for banen i FC Nordsjælland uanset, hvilke personer eller konstellationer, som vi kommer til at vende", siger Carsten V. Jensen og tilføjer, at de ved, at de i hvert fald har en dygtig og dedikeret mand i spidsen indtil sommer.

Publiceret 07 January 2019 10:41

SENESTE TV