På Kollekollevej er støjniveauet langt over, hvad WHO anbefaler, men nu er der en ny støjmur på vej. Foto: Kimmie Hetland

På Kollekollevej er støjniveauet langt over, hvad WHO anbefaler, men nu er der en ny støjmur på vej. Foto: Kimmie Hetland

Støjmur på vej til borgere på Kollekollevej: "Vi har i mange år haft et stort ønske om lettelse"

Et samarbejde mellem Furesø Kommune og Grundejerforeningen Kollekolle har resulteret i en ny grøn støjmur på Kollekollevej, som er undervejs

Af
Kimmie Hetland

Støj Ifølge en ny rapport fra WHO er støj over 53 decibel potentielt sundhedsskadeligt. En støjmåling lavet af Furesø Kommune i 2018 viste en støjbelastning på over 68 decibel på Kollekollevej, og dermed er støjen langt over, hvad WHO anbefaler. Desuden overstiger støjen også den nuværende grænse for trafikstøj i Danmark i boligområder, som er på 58 decibel.

Heldigvis er der nu en støjmur undervejs. Kommunen påbegyndte arbejdet inden jul, for at lette nogle af de belastede hjem på en af de aller mest trafikerede veje i Værløse, og støjmuren forventes at stå klar her i starten af det nye år.

Støjmuren sættes op på den nordlige side af Kollekollevej fra Skolekrogen til Skovlinien og bliver 2,4 meter høj.

Grøn og lydabsorberende

Muren vil være lydabsorberende med et design tilsvarende støjmuren ved Birkedalshusene.

"Jeg er glad for, at nogle af de mest støjplagede naboer til Kollekollevej nu får en støjmur, så de oplever mindre larm indenfor og i haven. Det er opslidende at leve med konstant baggrundsstøj af biler", siger Lene Munch-Petersen (A), som er formand for Furesø Kommunes Udvalg for Natur, Miljø og Grøn Omstilling, som står for projektet.

Efter muren er opført, er der planer om at beklæde den med beplantninger for at give et pænt udsyn på den vigtige strækning, som også er indgangen til Værløse fra Hillerødmotorvejen.

Lettede borgere

Ifølge kommunens beregninger vil den nye støjmur sænke den gennemsnitlige støjbelastning mellem 5 og 7 decibel på den side, hvor muren sættes op.

"Alle husejere på Kollekollevej mellem Skolekrogen og Skovlinien har været aktivt involveret i projektet, og vi er så glade for, at vi er kommet hertil. Vi, som bor lang Kollekollevej, har i mange år haft et stort ønske om lettelse fra den voksende støj på Kollekollevej, og nu er vi kommet godt i gang", siger Gitte Vincents, som er talsperson for Støjgruppen i Grundejerforeningen Kollekolle og tilføjer, at samarbejdet med kommunen har været godt.

De berørte huse på den nordlige side har gjort grundene byggemodne - for eksempel ved at fjerne hække og hegn 0,5 meter fra skellet og gjort grundene plan med fortovet.

De sidste detaljer

Lige nu er støjmuren undervejs, og der mangler kun de sidste detaljer, men Lene Munch-Petersen er allerede åben overfor endnu en støjmur.

"Det her er et skridt på vejen for naboerne til Kollekollevej. Men det bør ikke stoppe her. Grundejerforeningen ønsker at tilføje en støjmur på den sydlige side af Kollekollevej efter at byggeriet på den nordlige side er færdig. Det må vi se på i forbindelse med opfølgning på de anbefalinger, vi modtager fra det støjudvalg, der har arbejdet hen over efteråret", siger Lene Munch-Petersen.

Publiceret 10 January 2019 00:00