Efter konkursbegæring: Tidligere byrådspolitikers medie har fået ny ejer

Af
Jens Berg Thomsen

Mediet Denoffentlige.dk, der har været drevet af det tidligere byrådsmedlem i Furesø Nick Allentoft, er solgt til nye ejere. Mediet blev for nylig begæret konkurs, og kurator i boet har nu solgt boet efter mediet på auktion til en ny ejer.

Det skriver Nick Allentoft i et offentligt opslag på Facebook.

"Jeg er glad for at mediets fremtid er sikret, og den kommende tid vil jeg bistå de nye ejere med at overtage driften og sætte strøm til en ny udvikling. Hvad min rolle bliver derudover - om nogen - skal vi have en konstruktiv dialog om. Vi er enige om, at DNA'et i mediet skal leve videre," står der blandt andet.

Salget skete efter en "intens auktion", skriver Nick Allentoft.

Den nye ejer, Media Group Denmark, fortæller til websitet business24.dk, at man håber at få Nick Allentoft med ombord i en ny udgave af denoffentlige.dk.

"Vi er i dialog med Nick Allentoft i forhold til at tilknytte ham på en eller anden måde. Det er hans projekt, og vi ved hvor mange ressourcer han har investeret i Denoffentlige.dk," siger direktør i Media Group Denmark Lars Vestergaard.

Publiceret 24 January 2019 15:14