Allon Hein Sørensen tror, at hans politiske interesse for legalisering af cannabis kommer til at fylde en del under valgkampen, da det er et emne, som mange gerne vil debattere. Foto: Kimmie Hetland

Allon Hein Sørensen tror, at hans politiske interesse for legalisering af cannabis kommer til at fylde en del under valgkampen, da det er et emne, som mange gerne vil debattere. Foto: Kimmie Hetland

Allon er folketingskandidat for Alternativet:"Min største ambition er, at partiet får et godt valg"

Sammen med fem andre kandidater fra Alternativet stiller Allon Hein Sørensen op i hele Nordsjællands Storkreds

Af
Kimmie Hetland

#fv19 Folketingskandidat, systemkritiker, og proletar. Sådan beskriver Allon Hein Sørensen sig selv på sin Facebookside. I april blev det bestemt, at han skulle stille op til Folketinget for Alternativet som nummer fire på opstillingslisten.

"Det var lidt tilfældigt, for på en måde blev jeg kastet lidt ind i det, da jeg startede i lokalforeningen, for så kom kommunalvalget, og derfra har det egentlig bare taget fart. Normalt er jeg ikke den helt store initiativtager, men hvis der kommer en og spørger, om jeg ikke skal være med til det og det, så hopper jeg gerne ombord. Jeg startede med at tænke, 'jeg kan da godt sidde i en bestyrelse for at se, hvad jeg kan gøre af positive ting og sager', men det udviklede sig stille og roligt, og så tager man større ansvar, når man kan se, at man får positive tilbagemeldinger", siger Allon Hein Sørensen.

Andet folketingsvalg

Modsat andre partier så stiller folketingskandidaterne fra Alternativet ikke op i valgkredse men i hele Nordsjællands Storkreds. Modsat andre partier er det også kun deres andet folketingsvalg, og det havde Allon Hein Sørensen også med i overvejelserne, da han tænkte på at stille op.

"Måske er det en lille smule lettere, når man ikke har så mange kandidater. Det giver i hvert fald en del blod på tanden til at kaste sig ind i det, når man ved, at ens chance er lige så stor som alle de andres. Og så var der jo nogle folk, jeg kender, der opfordrede mig til at stille op, og så tænkte jeg bare 'jamen okay, så prøver jeg'", siger han.

Politisk engageret borger

'Jeg ser egentlig mere mig selv som en politisk engageret borger end en fuldblodspolitiker', sagde Allon Hein Sørensen til Furesø Avis, da han blev interviewet op til kommunalvalget. Selvom det umiddelbart ikke lyder som en sætning, der harmonerer med at være folketingskandidat, så betyder det meget for Allon Hein Sørensen at holde begge ben på jorden, hvis han skulle blive valgt ind.

"Som en del af mit opstillingsgrundlag til storkredsen sagde jeg også, at hvis jeg bliver valgt ind, så vil jeg i løbet af min valgperiode tage nogle orlovsperioder, hvor jeg prøver at komme ud i den virkelige verden, for jeg tror godt, at man kan blive sådan lidt metaltræt af at sidde inde på borgen. Man mister måske kontakt med nogle områder af samfundet. Jeg vil gerne mærke den virkelige verden, og tage det med tilbage", siger han.

Alternativet og dermed Allon Hein Sørensen, som var partiets spidskandidat, var kun 62 stemmer fra at komme ind i Furesø Byråd. Men selvom det ikke lykkedes, så har Allon Hein Sørensen alligevel prioriteret at være politisk aktiv.

"Jeg kan se, at mange af de andre kommunalpolitikere går fuldstændig i dvale, hvis de ikke bliver valgt ind, og det synes jeg er lidt ærgerligt, hvis man er politisk engageret. Så hold den da kørende. Det handler jo ikke bare om at sidde i byrådet eller i Folketinget. Hvis man brænder for politik, så må man bruge noget energi på det under alle omstændigheder og ikke bare kaste håndklædet i ringen, hvis man ikke bliver valgt ind", siger han.

Til kommunalvalget fik Allon Hein Sørensen et godt valg med 202 personlige stemmer. Både under og efter kommunalvalget har Allon Hein Sørensen været ude til mange forskellige begivenheder, hvor han er kommet i snak med en masse borgere, og det ser han frem til at komme i endnu højere grad op til folketingsvalget.

"Jeg er lidt nørdet, det indrømmer jeg gerne, og i mange år har jeg spillet meget computer og har tidligere været ret introvert. Men jeg kan jo se, at jeg får en masse tilbage, når jeg deltager i alle mulige sociale aktiviteter. Det har jeg bare oplevet ret sent her i livet, men det synes jeg er super fedt. Og hvis man samtidig kan kombinere det med at gøre noget godt for partiet og hele vores dagsorden, så giver det mening", siger han.

Legalisering af cannabis

En varm kartoffel. Det er, hvad Allon Hein Sørensen kalder debatten om legalisering af cannabis, som er en af hans politiske mærkesager. Han spår, at debatten kommer til at fylde en hel del i hans valgkamp, da mange er interesserede i at diskutere emnet, som også spiller en stor rolle for Allon Hein Sørensen, som ifølge ham selv var cannabis-aktivist før, han blev politiker.

Jeg ser lidt mig selv som en katalysator. Jeg bruger også mange ressourcer på at skubbe mine medkandidater frem.

Allon Hein Sørensen

"Vi har en kultur, som siger, at 'drugs are bad', men vi siger ikke rigtig hvorfor. Der er hele misbrugspolitikken, og det er jo klart. Det er dårligt, hvis du er i et misbrug, for det kan have mange skadelige konsekvenser, men forbuddet har jo ikke forhindret det misbrug. Så lad os dog prøve noget nyt som for eksempel at legalisere det i en prøveperiode", siger Allon Hein Sørensen og tilføjer: "Jeg synes ikke, at staten skal blande sig i, hvad folk render rundt og laver. Vi skal selvfølgelig passe på vores unge, og skal man sælge det, så skal det være under ordnede forhold med en aldersgrænse på 18 år".

Valgkamp på de sociale medier

Foruden sin egen hjemmeside, så har Allon Hein Sørensen en konto på Facebook, Twitter og Instagram, og under valgkampen kommer de sociale medier til at være hans primære kommunikationsplatform.

"Der sidder stadig noget af det her lidt introverte tilbage i mig, og jeg kan sagtens snakke, men jeg synes, at jeg er bedre til at begå mig digitalt. Så derfor vil jeg lægge størstedelen af min indsats der og på gaden, hvor jeg meget gerne vil høre fra borgerne", siger Allon Hein Sørensen.

De store debatarrangementer vil han overlade til de andre folketingskandidater fra Alternativet, for Allon Hein Sørensen betragter dem ikke som hans konkurrenter.

"Jeg ser lidt mig selv som en katalysator. Jeg bruger også mange ressourcer på at skubbe mine medkandidater frem. Min største ambition er, at partiet får et godt valg, så det er vigtigere for mig, at vi står sammen som et stærkt team end som stærke kandidater hver for sig".

Allon Hein Sørensen...

... er 46 år gammel og bor i Farum Midtpunkt med sin hund Sofus.

... fik 202 personlige stemmer til kommunalvalget i 2017, men det var ikke nok til at blive valgt ind i Furesø byråd.

... arbejder med drift og support i et softwarefirma.

... stiller op som folketingskandidat for Alternativet i hele Nordsjællands Storkreds som 4. mand på opstillingslisten, der udover ham selv tæller Christian Poll, Theresa Scavenius, Julie Herdal Molbech, Bina Seff og Susan Kjeldgaard.

... har fem politiske sager, som især interesserer ham: En grøn dagsorden, sundhed og alternativ behandling, social- og beskæftigelsespolitik, misbrugspolitik og legalisering af cannabis og mere borgerinddragelse.

... vil i partiets ånd genbruge nogle af valgplakaterne fra kommunalvalget.

Allon Hein Sørensen...

... er 46 år gammel og bor i Farum Midtpunkt med sin hund Sofus.

... fik 202 personlige stemmer til kommunalvalget i 2017, men det var ikke nok til at blive valgt ind i Furesø byråd.

... arbejder med drift og support i et softwarefirma.

... stiller op som folketingskandidat for Alternativet i hele Nordsjællands Storkreds som 4. mand på opstillingslisten, der udover ham selv tæller Christian Poll, Theresa Scavenius, Julie Herdal Molbech, Bina Seff og Susan Kjeldgaard.

... har fem politiske sager, som især interesserer ham: En grøn dagsorden, sundhed og alternativ behandling, social- og beskæftigelsespolitik, misbrugspolitik og legalisering af cannabis og mere borgerinddragelse.

... vil i partiets ånd genbruge nogle af valgplakaterne fra kommunalvalget.

Publiceret 19 February 2019 00:00