Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Bondo om motorvejsforlængelse:

Vi kan kun være meget utilfredse

"Ikke én krone er sat af til offentlig transport," lyder skudsmålet fra Furesø borgmester om regeringsudspil

Af
Jens Berg Thomsen

Mens nordsjællandske borgmesterkollegaer klapper i hænderne over den kommende udvidelse af Hillerødmotorvejen, er Furesø Kommunes borgmester Ole Bondo Christensen (S) på det modsatte hold. Regeringen og Dansk Folkepartis spritnye infrastrukturplan indeholder både en forlængelse af motorvejen fra Allerød til Hillerød, en udvidelse af Hillerødmotorvejen mellem Ring 3 og Ring 4 samt en udvidelse af Ring 4 mellem Ballerup og Bagsværd.

"Med den her plan tilgodeser man kun bilisterne og tænker ikke over den offentlige trafik. Det er helt uforståeligt," siger Ole Bondo Christensen til Furesø Avis.

I regeringens udspil er der sat i alt 110 millarder af til trafikforbedringer i hele landet, og af de penge er der to millarder, der går til projekter, der berører Furesø Kommune, har Ole Bondo talt sig frem til.

"Ikke en krone af de to milliarder - og det er jo rigtig mange penge - går til offentlig transport. Samtidig har man ikke tænkt støj ind i infrastrukturplanen, og det kan vi kun være meget utilfredse med. Det er helt uforståeligt, for alle tiltagene i planerne vil skabe mere støj i Furesø Kommune, der i forvejen er stærkt plaget af støj," siger Ole Bondo Christensen.

Samtidig undrer han sig over, at infrastrukturplanen lander midt i en høringsperiode om en ny fingerplan for hovedstadsområdet, hvor Furesø er i gang med at skrive et høringssvar. Regeringen fremlagde først på året et hovedstadsudspil, og her var støjbegrænsning heller ikke tænkt ind, hvis man spørger Furesøs borgmester.

"Vi kritiserede, at der ikke var tænkt støj ind i hovedstadsudspillet, og til det her udspillet om fingerplanen har vi tænkt os at skrive noget lignende," siger han.

Ifølge tidsplanen i regeringens udspil begynder arbejdet med forlængelse mellem Allerød og Hillerød i 2023.

Publiceret 13 March 2019 11:44