Mads Holmegaard Larsen blev den første modtager af Unidrain-legatet.

Mads Holmegaard Larsen blev den første modtager af Unidrain-legatet.

Farum-virksomhed uddeler håndværker-legat

Designvirksomheden Unidrain sætter fokus på problematikken med manglende faglærte og lancerer et nyt legat. Den første legatmodtager er fundet

Af
Niels Idskov

KARRIERELØFT Ifølge prognoser er bygge- og anlægsbranchen inde i en uheldig udvikling: I 2025 vil der mangle 70.000 faglærte i Danmark med store konsekvenser for byggeriet. Denne problematik ønsker designvirksomheden Unidrain, der er verdenskendt for sit lineære gulvafløb, at sætte fokus på med sit nye legat.

Legatet er blevet lanceret i forbindelse med firmaets 15-års jubilæum og uddeles hvert år frem til 2025. Støtten er på 25.000 kroner og går til håndværkere, som vil udvikle og dygtiggøre sig inden for deres fag. Legatmodtageren for 2019 er netop fundet og legatet er uddelt af Unidrains administrerende direktør Henrik Handschuh. Legatmodtageren er 23-årige Mads Holmegaard Jørgensen, der læser til VVS-installatør på KEA på 2. semester.

Stor betydning

Legatet puster liv til fremtidsdrømme For Mads Holmegaard Jørgensen kommer legatet til at få en vigtig betydning for hans karriere: "Udover at legatet giver tiltrængt luft i mit hverdags-budget, får jeg nu mulighed for at tage faglige kurser og måske et udlandsophold, så jeg kan udvikle mig fagligt. Det er et vigtigt skridt på vej mod mit fremtidige drømmejob som VVS-installatør."

Værdsætter praktisk arbejde

Den nyudklækkede legatmodtager, der gennem sin skoletid har haft udfordringer med de boglige fag, forklarer samtidig, at det er vigtigt for ham at modtage en pris, der værdsætter praktisk arbejde. På den måde kan han forhåbentlig hjælpe andre, som står i samme situation, som han engang stod i, ved at vise, at der er håb på den anden side.

Mads Holmegaard Jørgensens underviser i matematik, teknisk beregning og varme, Bertel Sommer Larsen, er heller ikke i tvivl om, at man har fundet den retmæssige modtager af prisen: "Mads er en ildsjæl – både dygtig og meget arbejdsom. Vi har tit set ham sidde i undervisningslokalet lang tid efter, undervisningen er slut."

Send ansøgning

Legatet kan både gå til håndværkere på landets erhvervsuddannelser eller allerede færdiguddannede. For at komme i betragtning til legatet skal du sende en ansøgning, som indeholder en kort beskrivelse af, hvilken uddannelse, efteruddannelse, studierejse eller lignende, som støtten skal bruges til. Med et anslået budget, dokumentation for håndværkeruddannelsen samt eventuel anbefaling

Læs mere på www.unidrain.dk/legat og send ansøgningen til legat@unidrain.dk senest 1. februar 2020. Man kan også se en video, hvor der forklares mere om legatet: https://vimeo.com/299883458

Publiceret 23 March 2019 00:00

SENESTE TV