Foto: Scanpix/Ritzau Ida Guldbæk Arentsen

Foto: Scanpix/Ritzau Ida Guldbæk Arentsen Scanpix Denmark

Nu vil jobcentret kortlægge de lokale virksomheders rekrutteringsbehov

Lige efter påske bliver 1.500 lokale virksomheder i Furesø bedt om at deltage i en beskæftigelsesundersøgelse

Det går godt med beskæftigelsen i Furesø. Kommunen har blandt andet den næstlaveste ledighed i Region Hovedstaden på bare 2,4 % og ligger i toppen, når det kommer til at få flygtninge i job. Udviklingen betyder dog også, at flere virksomheder oplever forgæves rekrutteringer og mangel på arbejdskraft, og derfor bliver der nu sat gang i en undersøgelse, der skal sikre, at virksomhederne får den arbejdskraft, de har brug for og for at få flere furesøborger i job. Det oplyser Furesø Kommune i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen er et led i den partnerskabsaftale, som Furesø Kommune har indgået med det lokale erhvervsliv, og aftalen betyder også et styrket samarbejde om netop rekruttering.

"Jeg håber, rigtig mange virksomheder vil besvare undersøgelsen. Med så lav ledighed, er det afgørende at jobcentret kan yde en relevant service for kommunens virksomheder. Det kræver, at vi kender deres behov og udfordringer, hvilket denne undersøgelse kan bidrage til," siger Hasan Yilmaz (S), der er formand for udvalget for beskæftigelse og erhverv.

Også Solveig Bisgaard fra Furesø Industri opfordrer virksomhederne til at besvare undersøgelsen:

"Et af grebene for at forebygge mangel på arbejdskraft er, at de lokale virksomheder bruger Furesø Jobcenter i rekrutteringen af nye medarbejdere. I løbet af de senere år har jobcentret øget deres kendskab til det lokale erhvervsliv, og beskæftigelsesundersøgelsen kan være med til at styrke dette kendskab yderligere," siger hun.

1.500 virksomheder

Beskæftigelsesundersøgelsen sendes ud til 1.500 lokale virksomheder på tirsdag den 23. april. Herefter får virksomhederne syv dage til at besvare spørgeskemaet – de modtager en påmindelse, hvis ikke de svarer inden fristen.

Spørgsmålene i undersøgelsen handler blandet andet om, hvordan virksomhederne rekrutterer arbejdskraft i dag, hvordan behovet for arbejdskraft ser ud de næste tre måneder, om virksomhedernes kendskab til jobcentrets tilbud samt deres interesse i at høre mere om jobcentrets tilbud. Virksomhederne har også mulighed for at skrive egne kommentarer eller ideer til jobcentret.

Det er tanken, at undersøgelsen fremover sendes ud en gang i kvartalet, så jobcentret holder sig opdateret på virksomhedernes rekrutteringsbehov.

hhs

Publiceret 20 April 2019 06:00