Kenneth Barenholdt, der er centerkonsulent på Farum Bytorv, glæder sig til at tage de nye kundevogne med hjul, der låser, hvis vognen forlader Bytorvets område, i brug. Foto: Helene Holm Stolle

Kenneth Barenholdt, der er centerkonsulent på Farum Bytorv, glæder sig til at tage de nye kundevogne med hjul, der låser, hvis vognen forlader Bytorvets område, i brug. Foto: Helene Holm Stolle

Farum Bytorv mister hundredevis af indkøbsvogne om ugen: Nu er løsningen fundet

Et helt nyt system, der kan låse hjulene på indkøbsvognene, skal være løsningen på det kæmpe problem med de mange vogne, der hver uge forvinder fra centret

Af
Helene Holm Stolle

De seneste år har Farum Bytorv døjet med, at indkøbsvognene dagligt forsvinder fra centret. I stort tal faktisk, for når Bytorvets driftsmand hver torsdag kører ud for at samle efterladte vogne sammen i de omkringliggende boligområder, er det ikke ualmindeligt, at han kommer hjem med 200 indkøbsvogne.

"Det er et kæmpe problem, som ikke bare generer vores kunder men også koster Bytorvet rigtig mange penge. Vi har jo løbende måtte købe nye vogne hjem, og det er en dyr affære, da en enkelt indkøbsvogn koster mellem 1.000 og 1.500 kroner. Samtidig har det været nødvendigt at indgå en aftale med gårdmændene i blandt andet Farum Midtpunkt om, at de samler efterladte vogne sammen, så de er lige til at hente. Men sådan en aftale er heller ikke gratis", fortæller Kenneth Barenholdt, der er centerchef på Farum Bytorv.

Farum Bytorv er trætte af arbejdet og udgifterne med at hente op til 200 indkøbsvogne hjem fra de omkringliggende boligområder hver uge, så nu er der fundet en helt ny løsning - der er nemlig blevet indkøbt nye vogne med hjul, der låser, hvis de forlader Bytorvets område. Foto: Helene Holm Stolle

Farum Bytorv er trætte af arbejdet og udgifterne med at hente op til 200 indkøbsvogne hjem fra de omkringliggende boligområder hver uge, så nu er der fundet en helt ny løsning - der er nemlig blevet indkøbt nye vogne med hjul, der låser, hvis de forlader Bytorvets område. Foto: Helene Holm Stolle

Problemet med de forsvundne vogne bør imidlertid nu være løst. Endnu en gang har Farum Bytorv nemlig investeret i nye indkøbsvogne, men denne gang bliver det vogne, der ikke kan komme væk fra Bytorvets område. Der er nemlig blevet gravet nogle særlige kabler ned hele vejen rundt om Farum Bytorv, og de kabler låser hjulene på indkøbsvognene, når de kører udenfor Bytorvets område.

"Det er super smart, og jeg har en stor tiltro til, at det virkelig kan løse det store problem, som vi har oplevet de seneste år", siger Kenneth Barenholdt og fortæller, at der er blevet indkøbt 430 af de nye indkøbsvogne, der skal erstatte de mere end godt 800 gamle indkøbsvogne, centret har i dag.

Stor interesse

"Samlet set har det kostet mere end en million kroner, så det her system skal bare virke", lyder det fra Kenneth Barenholdt, der har købt det særlige låsesystem hjem fra USA og har haft et tysk firma til at grave kablerne ned rundt om Bytorvet.

"Der er ingen andre centre i Danmark, der har det her system - kun nogle ganske få supermarkeder. Derfor har der også været kæmpe stor interesse for det, også andre steder fra Europa, og vi har haft mange besøg fra udlandet, mens gravearbejdet med kablerne stod på. Det kom, må jeg ærligt indrømme, lidt bag på mig, men hvis Farum Bytorv kan være foregangscenter for at løse et problem, som rigtig mange centre og supermarkeder kender, er det jo bare godt", siger Kenneth Barenholdt.

Som det ser ud lige nu regner man på Farum Bytorv med at tage de 430 nye indkøbsvogne i brug henover dagene den 13. 14. og 15. maj.

"Jeg glæder mig rigtig meget til det - og jeg kan nok ikke undgå at komme til at grine lidt, hvis jeg skulle se en af de mange kunder, der almindeligvis plejer at trille hjem med en indkøbsvogn, prøve at kæmpe med de nye vogne, når de går i stå ved 'stoplinjen'", lyder det fra Kenneth Barenholdt, der også fortæller, at de mange gamle indkøbsvogne bliver kørt genbrug.

Publiceret 04 May 2019 07:07

SENESTE TV