”Jeg synes, det er fedt at få hovedet luftet igennem, når man har siddet en hel dag i væg-til-væg møder. Samtidig er det selvfølgelig skønt at få noget motion,” siger 53-årige Helle Saabye Pedersen, der er en af de medarbejdere i Furesø Kommune, der deltog i cykelprojektet og fortsatte med at cykle efterfølgende.

”Jeg synes, det er fedt at få hovedet luftet igennem, når man har siddet en hel dag i væg-til-væg møder. Samtidig er det selvfølgelig skønt at få noget motion,” siger 53-årige Helle Saabye Pedersen, der er en af de medarbejdere i Furesø Kommune, der deltog i cykelprojektet og fortsatte med at cykle efterfølgende.

Helle deltog i cykelforsøg - nu cykler hun til og fra arbejde hver dag

I efteråret 2018 tog Helle Saabye Pedersen den udfordring op, at hun ville cykle på arbejde i to måneder. Nu har hun købt sin egen elcykel

Af
Anne Lønstrup

Særligt når hun ser bilisterne holde i kø på motorvejen, mens hun selv suser fremad på el-cyklen, er Helle Saabye Pedersen rigtig godt tilfreds med sin beslutning om at cykle til arbejde i stedet for at tage bilen. Hun bor i Albertslund og arbejder i Furesø, og der er 15 km hver vej.

Indtil september 2018 tog Helle Saabye Pedersen, der er leder af kommunens Kompetencecenter for Inklusion og Læring, sin bil på arbejde.

Men da hun fik en mail fra klimaprojektleder, Lene Hartmann Wagner, om, at man som ansat i kommunen havde mulighed for at låne en elcykel for en periode, sprang hun til.

"Jeg synes, det er fedt at få hovedet luftet igennem, når man har siddet en hel dag i væg-til-væg møder. Samtidig er det selvfølgelig skønt at få noget motion," siger 53-årige Helle Saabye Pedersen.

Hun har tidligere holdt sig i form ved at løbe, men akillessenen driller, så nu er det hovedsagelig cykelturen, der giver motion.

Kræver ekstra planlægning

Lige efter at forsøgsperioden med lånt elcykel sluttede, overvejede Helle Saabye Pedersen, om hun virkelig ville bruge en stor sum penge på en elcykel. Det var efterår, og vinteren fristede ikke ligefrem til cykling.

"Men lige før påske købte jeg min egen elcykel med centermotor. Den kostede 20.000 kroner, og som min mand sagde, så er det en femtedel af prisen på min bil. Omvendt sparer jeg benzin og slid på bilen, og så nyder jeg at bevæge mig, og med en elcykel kommer man frem uden at være drivvåd af sved," siger hun.

Hun ved, at nogle af hendes kolleger har købt almindelige cykler og fortsætter med at cykle på arbejde:

”Hatten af for det! Jeg ved med mig selv, at jeg ikke ville få det gjort, hvis jeg ikke havde købt en elcykel.”

Den eneste ulempe ved cykeltransport, er ifølge Helle Saabye Pedersen, at det kræver mere planlægning end biltransport. Aftenen før skal arbejdstøjet pakkes, og nogle dage er der ekstra kalender-arbejde, for alt andet lige, så tager det lidt mere tid at cykle end at tage bilen, og der er også to hunde, som skal luftes.

Fordelen for Helle Saabye Pedersen er, at hun får frisk luft og motion, samvittigheden har det godt med ikke at udlede CO2 og så frisker det hjernen at cykle. Så for hende vandt elcyklen over bilen.

Publiceret 11 May 2019 06:00