Arkivfoto: Mostphotos

I 2018 blev der i Furesø Kommune begået 322 indbrud. Et tal, som kommunen sammen med borgerne nu er i gang med at få bragt ned. Arkivfoto:

Furesø var i 2018 en af landets mest indbrudsplagede kommuner - nu få tyvene kamp til stregen

I 2018 blev der begået 322 indbrud i Furesø, og det bringer Furesø i top-10 blandt de kommuner med flest indbrud - men nu har kommunen sat stor fokus på forebyggelse af netop indbrud, og det lader til at virke

Af
Helene Holm Stolle

At komme hjem til et gennemrodet hus er ikke sjovt, men i 2018 blev der begået 322 indbrud i Furesø Kommune, "og med 17084 husstande i kommunen svarer det til, at der sidste år var indbrud i 1,88 procent af husstandene", viser beregninger, som Tryg Forsikring har lavet på baggrund af nye tal fra Danmarks Statistik. Det skriver Tryg i en pressemeddelelse.

Indbrudstallet placerer Furesø Kommune på en syvendeplads på listen over kommuner i Danmark med flest indbrud per husstand. Førstepladsen indtages af nabokommunen Rudersdal, hvor der i 2018 ifølge Tryg Forsikring blev begået 655 indbrud på ialt 25087 husstande, hvilket svarer til, at der var indbrud i 2,65 procent af husstandene.

Ifølge pressemeddelelsen er også Hørsholm Kommune, Egedal Kommune og Allerød Kommune med på topti-listen over de mest indbrudsplagede kommuner i landet, og ifølge Camilla Nielsen, der er forebyggelseschef i Tryg Forsikring, er der flere mulige grunde til, at nordsjællænderne oplever mange indbrud.

"Det et er et attraktivt område at være indbrudstyv i, fordi der ofte findes mange værdier og genstande af høj værdi i boligen. Der kan også være mere arbejdsro for tyvene i Nordsjælland, fordi folk ikke bor lige så tæt, som man for eksempel gør i København. Derudover sker der statistisk set betydeligt flere indbrud i huse end i lejligheder, hvorfor ikke bare Nordsjælland, men også andre kommuner med en stor andel af villaer og rækkehuse typisk har flere indbrud per husstand", siger hun.

I Furesø Kommune har man allerede taget kampen op med indbrudstyvene. Det sker gennem Bo Trygt Furesø-kampagnen, og selvom den først blev skudt i gang i slutningen af sidste år, så lader det til at have en effekt.

"Efter første kvartal 2019 ser det ud som om, at vi er godt på vej - fra 102 indbrud i 1. kv. 2018 til 52 i 1. kv. 2019", fortalte borgmester Ole Bondo Christensen ved Tryghedsdagen forleden i Frivilligcenter Furesø.

Målet er at nedbringe antallet af indbrud med 2/3, hvilket betyder, at Furesø skal ned på et gennemsnitligt indbrudstal på 150.

Publiceret 13 May 2019 10:15

SENESTE TV