Det er Region Hovedstaden, der står for boringen på Værløse Bymidte i disse dage - en boring, der er et led i en række forureningsundersøgelser, oplyser Furesø Kommune. Foto: Helene Holm Stolle

Det er Region Hovedstaden, der står for boringen på Værløse Bymidte i disse dage - en boring, der er et led i en række forureningsundersøgelser, oplyser Furesø Kommune. Foto: Helene Holm Stolle

Miljøboring på Værløse Bymidte tilhører Region Hovedstaden

Det er Region Hovedstaden, der borer på Værløse Bymidte - lige ude foran Meny - og det forventes afsluttet inden torsdagens aftenåbent

Af
Helene Holm Stolle

Det var en noget frustreret Søren Engberg fra Meny på Værløse Bymidte, der mandag så, at godt 20 af de nærmeste parkeringspladser på hans butik var spærret af i forbindelse med en miljøboring.

"Normalt er den slags koordineret mellem detailhandlen og kommunen. Denne gang har der været total tavshed fra kommunens side, og det er ekstra uheldigt, fordi vi holder aftenåbent i Bymidten på torsdag,” sagde han til Furesø Avis.

Det viser sig, at det er Region Hovedstaden, der står for boringen, der er et led i en række forureningsundersøgelser, som forløber uafhængigt af Furesø Kommune. Det oplyser Claus Torp, by- og kulturdirektør i Furesø Kommune.

"Vi er meget opmærksomme på samarbejdet med Værløse Bymidte om arrangementer og aktiviteter. Derfor har vi også været i dialog med Region Hovedstaden og deres rådgiver, Orbicon, i forsøg på at finde en løsning på problemet med de afspærrede p-pladser inden aftenåbent-arrangementet torsdag aften", siger Claus Torp og understreger, at der ifølge Orbicon tirsdag eftermiddag var boret til 25 meters dybde ud af 45 meter i alt.

"Orbicon forventer derfor, at borearbejdet er afsluttet inden torsdag aften, således at alle afspærringer kan være væk fra p-pladsen inden aftenåbent", lyder det fra Claus Torp, der samtidig forsikrer, at hvis borearbejdet alligevel alligevel skulle blive forsinket i den sidste fase, kan afspærringerne indsnævres, så der højst optages fem-seks p-pladser. Der vil dog ikke blive et stop for borearbejdet og rydning af p-pladsarealet, mens borearbejdet pågår, da det vil være for bekosteligt.

Publiceret 22 May 2019 08:14