Den gammeldags le-slåning og efterfølgende riven sammen med gammeldagsriver lavet af træ giver særligt gode vækstbetingelser for naturen, fortæller Furesø Agenda 21. Pressefoto

Den gammeldags le-slåning og efterfølgende riven sammen med gammeldagsriver lavet af træ giver særligt gode vækstbetingelser for naturen, fortæller Furesø Agenda 21. Pressefoto

Naturelskere greb den gammeldags le ved årets høslæt

Årets høslæt ved Søndersø var endnu en gang en rigtig god oplevelse. Det fortæller Jane Lindum, der er formand for Furesø Agenda 21.

"De tre timers le-slåning blev fint gennemført af naturelskere fra Værløse Naturgruppe, DN Furesø og den lokale miljøforening Furesø Agenda 21. Vores lydløse arbejde med nyslebne leer, river af træ og det duftende græs blev livligt akkompagneret af fuglesang blandet med rørdrummens paukeslag. Undervejs fjerner vi altid det nyslåede plantemateriale, der ellers kvæler truede planter som hjertegræs, hulkravet kodriver, alm. mælkeurt og mange flere. På denne måde er vi med til at skabe bedre vækstbetingelser for de blomster, som er spisekammer for flere sommerfugle-arter. Som resultat af sidste års høslæt nød vi en fin forekomst af hulkravet kodriver og eng-nellikerod", skriver hun i en mail til Furesø Avis.

Furesø Kommune støtter godt op om naturplejen.

"Kommunen har blandt andet hjertegræs som fokusart, og derfor var Driftsgården igen i år behjælpelig med at fjerne bunken af afslået materiale, som vi slæbte ud på presenning til den offentlige sti syd for Søndersø. Det var som altid ren naturfitness og dertil en hyggelig, social aktivitet. Vi var kun seks i år, men fik fornemt besøg af Ole, en dygtig fotograf, der fortalte om sine besøg i Östarp i Sverige, hvor høslættet på 'Kulturen' stadig foregår på anderledes entusiastisk maner: mænd, kvinder og børn i nystrøgne bondedragter, og madmor, der varter op med saft og sildemad", fortæller Jane Lindum og opfordrer nysgerrige sjæle op at deltage ved høslættet næstet år.

"Hvis du vil være med, så skriv allerede nu til mig", siger Jane Lindum. Hendes mailadresse er janelindum@gmail.com

hhs

Publiceret 24 May 2019 09:44