"Det er helt sort i min verden, at man overhovedet overvejer at etablere grusgrave i Bregnerød", siger indehaver af Realmæglerne Furesø, Kim Bendixen. Arkivfoto

Ejendomsmægler om grusgravplaner: "Det vil skræmme huskøbere"

Kim Bendixen, indehaver af Realmæglerne Furesø, er slet ikke i tvivl om, at planerne om grusgrave i Bregnerød vil betyde værdiforringelser

Af
Anne Lønstrup

"Det er helt sort i min verden, at man overhovedet overvejer at etablere grusgrave i Bregnerød. Alle de forholdsvis store villaer vil få et smæk, og det gælder også andre ejendomme, så ejerne vil opleve en klar værdiforringelse".

Sådan siger indehaver af Realmæglerne Furesø, Kim Bendixen, efter at have studeret det kort med 'forslag til nyt interesseområde', som Region Hovedstaden fremlægger i forbindelse med den nye Råstofplan 2010.

”Der er ingen tvivl om, at når et stille beliggende område med udsigt til marker bliver invaderet af grusgrave og medfølgende støj og stank fra dieselmaskiner, der kører og graver i området, så vil ejerne komme til at stå med en værdiforringelse af deres ejendom,” lyder det fra Kim Bendixen.

Alene det, at Region Hovedstaden nu har sine forslag om eventuelle kommende udgravninger i høring, vil påvirke mulighederne for salg, tilføjer den erfarne ejendomsmægler.

"Allerede nu, hvor forslagene er i høring, og hvor der skrives artikler om det, begynder det at skabe uro for køberne. Der er kommet en ubekendt faktor ind i billedet, som mægler og sælger skal stå inde for, og bare risikoen vil skræmme køberne," siger han.

Kim Bendixen nævner den transportkorridor mellem Farum og Ganløse, som har været diskuteret i mange år, som en parallel:

”Transportkorridoren har været på tegnebrættet i måske 20 år, og for mange sælgere er det tæt på umuligt at sælge, fordi folk ikke har vidst, om de blev tvunget til at rive ejendommen ned, eller om de ville blive nabo til en gennemkørselsvej. Ejendomme, der ligger landligt og idyllisk, mister herlighedsværdi i forhold til en køberskare fra det øjeblik, sådan nogle planer begynder at blive diskuteret", lyder dommen fra den lokale ejendomsmægler.

Publiceret 25 May 2019 05:30