Efter 13 år som formand for Furesø industri har Solveig Bisgaard nu givet staffeten videre til Mogens Brusgaard. Pressefoto

Efter 13 år som formand for Furesø industri har Solveig Bisgaard nu givet staffeten videre til Mogens Brusgaard. Pressefoto

Mogens Brusgaard er ny formand i Furesø Industri: 'Jeg skal fylde nogle enorme fodspor ud'

Efter 13 år som formand for Furesø Industri har Solveig Bisgaard nu takket af, og Morgens Brusgaard er klar til at tage over

Af
Helene Holm Stolle

"Alting har sin tid", sagde Solveig Bisgaard for nylig, da hun meddelte, at hun ville trække sig som formand for Furesø Industri. En post hun har siddet tungt på gennem 13 år, men nu er der fundet en ny mand til posten. Det skete ved det netop overståede konstituerende bestyrelsesmøde i foreningen. Her faldt valget på Mogens Brusgaard, der til daglig er CEO i virksomheden Wexøe A/S, som ligger i Værløse.

"Jeg glæder mig til at tage fat på opgaven. Det er nogle enorme fodspor, der skal fyldes ud efter Solveig, der med klar og tydelig stemme har skabt bemærkelsesværdige resultater sammen med Furesø kommune. Ikke mindst ved gentagne gange at have indgået partnerskabsaftale med kommunen på området beskæftigelse og reduktion af dækningsafgiften", siger han i en pressemeddelelse, hvori han samtidig takker Solevig Bisgaard.

"Hun har lagt et stort stykke arbejde i vores forening", siger han.

Så ser den nye bestyrelse i Furesø Industri ud. Fra højre ses Jahn Frederik Hermansen, Jørgen Godt Olsen, Arne Hammer, Christian Aasted, Solveig Bisgaard, Gregers Bisgaard og formand Mogens Brusgaard. Pressefoto

Så ser den nye bestyrelse i Furesø Industri ud. Fra højre ses Jahn Frederik Hermansen, Jørgen Godt Olsen, Arne Hammer, Christian Aasted, Solveig Bisgaard, Gregers Bisgaard og formand Mogens Brusgaard. Pressefoto

I dag er der flere end 11 små og mellemstore virksomheder i Furesø Industri, og det skaber pondus, mener den nye formand.

”Med over 110 innovative Furesø medlemsvirksomheder i ryggen, er det med en vis pondus og effekt, at vi kan indgå partnerskabsaftaler med Furesø kommune og andre interessenter", lyder det fra Mogens Brusgaard.

En af de første opgaver, som den nye formand påtager sig er ifølge pressemeddelelsen, en undersøgelse blandt foreningens medlemmer om, hvilke emner, de mener, foreningen fremadrettet bør fokusere på.

"Vi ved, at Furesø kommune har sat FNs verdensmål på agendaen med fokus på bl.a. klima - et fokusområde, jeg gerne ser vores forening, bakker op om og ikke mindst får brudt ned fra store internationale verdensmål til konkrete handlinger og initiativer sammen med Furesø kommune", lyder det fra Mogens Brusgaard.

Publiceret 04 June 2019 10:32