"Jeg mener, at jeg skal have flere end 5.000 personlige stemmer for at være sikret en plads i Folketinget, og det tror jeg hånden på hjertet, at jeg får svært ved. Jeg har trods alt kun ført valgkamp i det østjyske i fem uger", lyder vurderingen fra Gustav Juul (V). Foto: Helene Holm Stolle

Gustav Juul: "Mit fokus har været på at hjælpe partiet"

Venstres Gustav Juul blev folketingskandidat en uge inden, valget blev udskrevet - primært for at hjælpe partiet. "Men jeg vil selvfølgelig rigtig gerne have en plads i Folketinget", siger han

Af
Helene Holm Stolle

Gustav Juul nåede nærmest kun at sige ja tak til at blive folketingskandidat for Venstre i Østjyllands Storkreds, inden Lars Løkke Rasmussen trykkede på knappen og udskrev Folketingsvalg.

"Det har været nogle heftige uger, der har virkelig været smæk på - også selvom det på sin vis har været en meget kort valgkamp for mig", siger Gustav Juul, der i dag er valgtilforordnet i Hareskovhallen.

En god tone

Selvom Gustav Juul ikke lægger skjul på, at han mest sagde ja til kandidaturet for at hjælpe sit parti, så vil han faktisk gerne have en plads i Folketinget og være med til at præge Danmarks udvikling.

"Det er meget interessant at koncentrere sig om overordnede emner, som man jo gør landspolitisk, og det giver nogle helt andre diskussioner en dem, vi har i byrådet", lyder det fra Gustav Juul, der glæder sig over tonen i valgkampen.

"Vi man lige ser bort fra Stram Kurs, så synes jeg faktisk, at der generelt har været en rigtig god tone under hele valgkampen. Det har været dejligt at opleve", siger han og fortsætter:

"Og jeg må sige, at jeg er imponeret over de kandidater, jeg har mødt ved forskellige debatter, alle er virkelig dygtige".

Juuls egen vurdering for en plads i Folketinget

Hvis Gustav Juul skal have en plads i Folketinget, er der flere ting, der skal flaske sig; dels skal Venstre går frem, dels skal han have rigtig mange personlige stemmer.

"Jeg mener, at jeg skal have flere end 5.000 personlige stemmer for at være sikret en plads, og det tror jeg hånden på hjertet, at jeg får svært ved. Jeg har trods alt kun ført valgkamp i det østjyske i fem uger", lyder hans vurdering.

Publiceret 05 June 2019 19:00