Se billederne og video: Mette Frederiksen satte sit kryds i Hareskovhallen

Hånd i hånd med sin forlovede kom Mette Frederiksen gående til Hareskovhallen for at sætte sit kryds til folketingsvalget

Af
Helene Holm Stolle

Lidt over klokken 9 i morges kom Danmarks måske kommende statsminister, Mette Frederiksen, gående hånd i hånd med sin forlovede ned ad Månedalstien til Hareskovhallen for at sætte sit kryds til folketingsvalget.

Ikke overraskende blev Mette Frederiksen mødt af et større medieopbud, ligesom mange nysgerrige borgere havde taget opstilling for at tage S-formanden, der for nylig flyttede til Hareskovby, i nærmere øjesyn. Og borgerne blev på ingen måde skuffet, for Mette Frederiksen gav sig tid til både smil, håndtryk, en lille snak med flere af dem og ikke mindst fotografering.

Inden Mette Frederiksen gik i stemmeboksen understregede hun endnu en gang, at hun finder det regeringsønske, som Lars Løkke Rasmussen er kommet med, useriøst.

"Det er noget useriøst, at man kommer med tre-fire forskellige forslag til en regering i løbet af en valgkamp. Jeg er helt sikker på, at Lars Løkke gerne vil danne en ny blå regering. Hvis han gerne havde villet samarbejde, så havde han gjort det i løbet af de senere år. Så hvis man gerne vil have en ny regering, skal man stemme socialdemokratisk i dag", lød det fra Mette Frederiksen, der samtidig understregede, at selvom hun har en god fornemmelse i maven over dagens folketingsvalg, så er intet afgjort endnu.

Publiceret 05 June 2019 11:00