De tre partnere foran deres domicil på Farum Hovedgade. Privatfoto

De tre partnere foran deres domicil på Farum Hovedgade. Privatfoto

Lokale skatterådgivere er rykket ind på Farum Hovedgade

Tre erfarne skatterådgivere står bag den relativt nyetablerede virksomhed TaxAdvice i Farum. Den er specialiseret i skatterådgivning for privatpersoner og virksomhedsejere og vil gerne være en integreret del af byens erhvervsmiljø

Af
Anne Mette Ahlgreen

De tre partnere, som har sat sig for hver sin bordende i TaxAdvice, er ikke novicer i økonomiverdenen. De har hver især en baggrund fra store revisionsvirksomheder som Arthur Andersen, Deloitte og Baker Tilly.

Johnny Normind, Camilla Eiberg og Jan S. Hove er tidligere kolleger og kender alt til hinandens kompetencer.

”Vi er et stærkt hold. Vi arbejder målrettet ud fra vores værdier, som handler om, at vi sætter os helt og aldeles ind i vores kundes verden. Ofte vender vi den på hovedet for at nå ud i alle kroge, og så rådgiver vi i forhold til, hvordan vi selv ville have ageret i situationen”, siger Jan S. Hove og fortsætter:

”Når det drejer sig om skat, så handler det om at være på forkant, således at man bedst muligt kan disponere”.

TaxAdvice tilbyder rådgivning inden for et bredt felt, f.eks. forældrekøb, arbejde i udlandet, optimering af skat på investeringer og skatteforhold omkring generationsskifte og dødsfald.

”Vi kan også sagtens agere revisor for den lille selvstændige it-specialist, hvor kompleksiteten omkring virksomhedsregnskabet ikke er høj, men hvor man i stedet bør fokusere på, hvordan skatten optimeres bedst muligt. Revisorer er smadderdygtige til at lave revision og regnskab, mens vi er bedre til at optimere skatten,” siger Johnny Normind.

Han er bevidst om, at skatterådgivning ikke har det bedste ry i befolkningen.

”For mange har skatterådgivning en negativ klang, men vi er ikke banditter, vores mål er ikke at lære folk at stikke af fra SKAT. Vi er specialister i at rådgive folk om, hvordan man disponerer bedst muligt inden for lovens regler, og vi mener, det er et problem, at mange selvstændige har et meget ringe kendskab til regler og optimeringsmuligheder,” siger Jan S. Hove.

Konkurrenter er kunder

TaxAdvices anden målgruppe er virksomheder, som umiddelbart fremstår som konkurrenter.

”Ikke alle revisorer er specialister i skat. En bred viden om regnskab er bestemt ikke at foragte, men det betyder også bare, at der kan mangle lidt specialviden på et specifikt område. Derfor er det også lykkedes os at blive rådgivere for banker, advokater og revisorer, når det drejer sig om nicherådgivning som udlandsforhold og dødsbobeskatning som ligger inden for vores spidskompetencer”, siger Camilla Eiberg, som mener, at TaxAdvice er bedst dér, hvor det er vanskeligt.

For mange har skatterådgivning en negativ klang, men vi er ikke banditter, vores mål er ikke at lære folk at stikke af fra SKAT

De to partnere Johnny Normind og Jan S. Hove har begge en fortid i SKAT og i virksomhederne Arthur Andersen og Deloitte, hvor de har arbejdet med optimering af privates skat. Jan S. Hove blev især specialiseret i velhaverkunder og skat i forbindelse med generationsskifte og arv.

Vækst på rekordtid

”Jeg startede min egen virksomhed i 2006 og fik hurtigt en velkørende virksomhed op at stå med fem medarbejdere, hvor Camilla Eiberg var min første ansatte. Jeg prøvede gentagne gange at få Jan til at sige op i Deloitte og få ham til at stå for velhaverrådgivning hos mig, men da han i mellemtiden var blevet partner og ansvarlig for Deloittes velhaverkoncept, var han ikke til at overtale,” fortæller Johnny Normind.

”Jeg ringede til fire statsautoriserede revisorer fra Arthur Andersen tiden og fik dem til at købe sig ind i min virksomhed i 2010. Vi var da 14 medarbejdere og lagde en plan for at blive en mellemstor revisions- og skatterådgivningsvirksomhed - den virksomhed, som I dag fungerer under navnet Baker Tilly,” siger han.

Baker Tilly - som tidligere hed Athos - var faktisk en af landets mest vækstende virksomheder flere år i træk og blev den tredje næst mest vækstende virksomhed i Danmark i 2011 under navnet Athos.

Det lykkedes i 2014 omsider at få vennen Jan S. Hove lokket til at sige op i Deloitte for at blive den anden skattepartner i Baker Tilly, som han sammen med Johnny Normind og med revisionspartnerne lykkedes at få til at vækste til at runde 100 medarbejdere.

Forlod sin egen virksomhed

”For snart tre år siden sagde jeg til Jan; jeg stikker af og laver min egen lille virksomhed, og han sagde, at han denne gang ville være med fra starten,” fortæller Johnny Normind.

De to fik deres kollega Camilla Eiberg med som tredje partner.

”Vi vil ikke være 110 medarbejdere igen. Vi skal være ca. 15 rådgivere, og vi er syv nu. Vi har rundet 500 kunder, og vi skal op på 1000 kunder. Det er typisk privatkunder, der har investeret i forældrekøb, K/S og lignende eller selvstændigt erhvervsdrivende, som ønsker bedst mulig styring af skattebetalingen. Herudover har vi mange kunder som bor eller arbejder i udlandet. ” fortæller Johnny Normind.

”Vi vil meget gerne integreres i lokalsamfundet, vi har et godt samarbejde med Furesø Erhvervsforening, og vi står altid til rådighed for et uforpligtende møde, hvor vi ser på, om vi kan optimere privatpersoners og virksomhedsejeres skat,” siger han.

Publiceret 09 June 2019 05:30

SENESTE TV