"Selvom nogen sikkert mener, at det 'bare' er flag, så har Dannebrog virkelig fået en stor betydning for mig - og plads i mit hjerte. Det er jo Danmark og danskerne, der har taget imod mig og min familie, da vi kom hertil. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Så der er mange grunde til, at jeg er stolt over at bære Dannebrog på min venstre skulder", siger Egzon Meha, der kom hertil som ganske lille, da hans forældre flygtede fra Kosovo. Foto: Helene Holm Stolle

Egzon Meha kæmper for Danmark: Dannebrog har en stor plads i mit hjerte

I Nørreskoven står Valdemarstenen og minder forbipasserende om, hvordan Dannebrog faldt ned fra himlen for 800 år siden i dag - et flag, der har en stor betydning for mange, ikke mindst for Egzon Meha, kommende løjtnant i Forsvaret

Af
Helene Holm Stolle

I Nørreskoven i Furesø - nær Fiskebæk - knejser Valdemarstenen sig stolt i et minde stenanlæg og minder forbipasserende om, hvordan Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra himlen under et slag i Estland tilbage i 1219.

Det var Farum-præsten Ove Krogh, der fik idéen til at opstille stenen i skoven. Han ønskede nemlig ifølge de lokalhistoriske arkiver en permanent udendørs talerstol til skovgudstjenester - og den 15. juni 1919 på Valdemarsdag blev stenen indviet for at markere 700-året for Dannebrog.

Selvom det snart er 100 år siden, at Valdemarstenen blev sat op, og det dermed snart er 800 år siden, at dansken fik Dannebrog sendt fra himlen, har ingen af delene mistet sin betydning - heller ikke for nydanskere.

For nylig trænede Forsvarets kommende løjtnanter i Furesø, og i lysningen, hvor stensætningen med Valdemarstenen står, blev der klatret i træer og rappelleret ned. En af de kommende løjtnanter er Egzon Meha, der kom til Danmark fra Kosovo som ganske lille, da hans forældre flygtede fra krigen.

"Dannebrog betyder en utrolig masse for os alle i Forsvaret. Det er hele essensen i det arbejde, vi udfører, og dermed også vores stolthed", fortæller han og understreger samtidig, at det ikke bare er arbejdsmæssigt, at han har Dannebrog i hjertet.

"Selvom nogen sikkert mener, at det 'bare' er et flag, så har Dannebrog virkelig fået en stor betydning for mig - og plads i mit hjerte. Det er jo Danmark og danskerne, der har taget imod mig og min familie, da vi kom hertil. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Så der er mange grunde til, at jeg er stolt over at bære Dannebrog på min venstre skulder", fortæller den kommende løjtnant, mens han står ved siden af Valdemarstenen med inskriptionen: "Syv hundrede somre svandt siden Volmer drog over sø og sejr vandt under Dannebrog".

800-året fejres i dag på Valdemarsdag

Ved indvielsen af Valdemarstenen for 100 år siden deltog omkring 800 mennesker - slår de lokalhistoriske arkiver fast og fortæller også, at pladsen ved stenanlægget har været anvendt til folkemøder, ligesom der under anden verdenskrig blev arrangeret sangaftener på pladsen. Det fortæller Visens Venner Furesø, der i dag på Valdemarsdag, lørdag den 15. juni, sammen med Værløseegnens Historiske Forening, står bag et arrangement for at fejre 800-året for Dannebrogs fald fra himlen.

Arrangementet begynder klokken 10 og i løbet af to timer, vil John Mynderup, der er vært for arrangementet, bringe deltagerne gennem et program, der veksler mellem fortællinger, fællessang og musikalske indslag. Alle er velkommen til arrangementet.

Publiceret 15 June 2019 05:00