Efter at være blevet klogere på de forskellige fisk, var det tid til at nyde frokosten. Privatfoto

Efter at være blevet klogere på de forskellige fisk, var det tid til at nyde frokosten. Privatfoto

20 børn fra Furesø var på tur med Red Barnet

Gershøj Lystfiskerforening var for nylig vært for 20 børn og deres forældre på en meget vellykket udflugt, som lokalafdelingen af Red Barnet stod for med økonomisk støtte fra Spejdernes Genbrug i Farum og Farumhus Bageri.

Helle Trolle og Jørgen Kay, begge frivillige i Red Barnet, fortæller om en fantastisk tur i dejligt sommervejr. Ved ankomsten til Gershøj havn stod tre lystfiskere parat med fem store plastikbaljer med levende fisk, rejer og krabber, som børnene kunne komme i nærkontakt med. Særligt ål og krabber gav anledning til både hvin og megen snak.

En af fiskerne rensede en makrel – og børnene fik rig lejlighed til at se på gæller, svømmeblære og makrellens meget lille hjerne.

Fiskeren fortalte også om ålens lange vandring fra Sargassohavet til Roskilde fjord for at blive fedet op – og tilbage igen for at lægge æg. Børnenes øjne blev store og runde af undren.

Ud over den medbragte mad var der efterfølgende smagsprøver: røget makrel og havørred. Så var det tid til leg på havnen, inden turen gik tilbage til Farum med bus.

hhs

Publiceret 23 June 2019 06:12