I tre år har Rasmus Bogø kæmpet for, at Furesø skal have en skatepark - nu beder han Furesø Kommune om tilsagn til projektet, så der kan blive søgt fondsmidler. Modelfoto

I tre år har Rasmus Bogø kæmpet for, at Furesø skal have en skatepark - nu beder han Furesø Kommune om tilsagn til projektet, så der kan blive søgt fondsmidler. Modelfoto

Bøn fra ildsjæl: "Lad os gøre Furesø Skatepark til virkelighed nu"

Rasmus Bogø, der står i spidsen for projekt Furesø Skatepark, beder Furesø Kommune om tilsagn til at realisere projektet. "Vi skal nok skaffe størstedelen af pengene selv, men vi har brug for hjælp til fondsøgninger", siger han

Af
Helene Holm Stolle

I tre år har Rasmus Bogø kæmpet for, at Furesø skal have en skatepark - og han er kun blevet mødt af positive tilkendegivelser, og da Nik og Jay for et par år siden vendte hjem og gav koncert i Galaksen, gik overskuddet da også til projektet. Men der er langt fra 53.000 kroner og op til de 2,5 millioner kroner, som en skatepark anslås at koste.

Drømmen er at lave skateparken på den gamle flyvestation i Værløse.

"Vi kan lave en fin skatepark i beton på 12-1400 m2 for 2,5 millioner kroner på Flyvestationen, men det er ikke penge, som kommunen skal betale, vi skal nok skaffe størstedelen af pengene selv", siger Rasmus Bogø og forklarer, at når han ønsker, at Furesø Kommune nu giver tilsagn til projektet, så handler det om et tilsagn om medfinansering til fondsansøgninger.

"Vi skal søge fonde sammen med kommunen. Vi kan ikke rykke videre uden et kommunalt tilsagn, og det er nu, byrådet har muligheden for at bære projektet med ind i forhandlingerne om budegettet for det kommende år", lyder det fra Rasmus Bogø, der har skrevet et åbent brev til byrådet.

Modvægt til den elitære idræt

Rasmus Bogøs hjerte banker for den selvorganiserede idræt, der blandt andet tæller street basket, løbehjul, trickrulleskøjter og skateboard, fordi han mener, det er et sundt alternativ til det stillesiddende indendørsliv, mange unge fristes af dag.

"Idéen er at skabe et fælles rum, hvor børn, unge og såmænd også ældre kan dyrke gadeidrætten. Vi vil tilbyde et alternativ til byens gode foreningsaktiviteter, hvor man i tæt kontakt med den smukke natur på Flyvestationen kan få den friske vind i håret og samtidig være en del af et positivt selvorganiserende fællesskab", lyder det fra Rasmus Bogø. Arkivfoto

"Idéen er at skabe et fælles rum, hvor børn, unge og såmænd også ældre kan dyrke gadeidrætten. Vi vil tilbyde et alternativ til byens gode foreningsaktiviteter, hvor man i tæt kontakt med den smukke natur på Flyvestationen kan få den friske vind i håret og samtidig være en del af et positivt selvorganiserende fællesskab", lyder det fra Rasmus Bogø, der understreger, at projektet skal være et fristed med højt til loftet og med det sociale værdifællesskab i fokus.

"Furesø Skatepark er for alle. Vi har arbejdet meget målrettet på at få en facilitet til kommunen i nu tre år, og med GAME som rådgiver har vi fået en flyvende start. Vi har dannet en forening, der består af 250 medlemmer", fortæller Rasmus Bogø, der mener, at den løsere form for idræt også er en positiv modvægt til den eliteidræt, som mange børn dyrker i den traditionelle foreningsidræt.

Publiceret 25 June 2019 10:00