Carsten V. Jensen, sportschef i FC Nordsjælland, har fået nye muligheder og stopper derfor i FCN med øjeblikkelig virkning, oplyser klubben i en pressemeddelelse. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Carsten V. Jensen, sportschef i FC Nordsjælland, har fået nye muligheder og stopper derfor i FCN med øjeblikkelig virkning, oplyser klubben i en pressemeddelelse. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

FC Nordsjællands sportschef stopper med øjeblikkelig virkning

Sportschef for Superligaen i FCN, Carsten V. Jensen, har opsagt sin stilling

Sportschef for Superligaen i FCN, Carsten V. Jensen, har meddelt FC Nordsjællands bestyrelse, at han ønsker at opsige sin stilling i klubben, da han har fået mulighed for andre udfordringer, som han gerne vil forfølge. Bestyrelsen har derfor valgt at efterkomme CV's ønske og accepteret, at han stopper arbejdet i FCN med øjeblikkelig virkning. Det oplyser FC Nordsjælland i en pressmeddelelse.

"Jeg er den seneste tid blevet præsenteret for interessante jobmuligheder. Det har jeg efter grundige overvejelser valgt at gå videre med og undersøge nærmere. Dette er ikke foreneligt med at udfylde min rolle i FCN, og jeg har derfor valgt at opsige min stilling", siger Carsten V. Jensen i pressemeddelelsen, hvor han også fortæller, at det ikke har været en let beslutning at sige op.

"Jeg sætter pris på den positive dialog, jeg har haft med klubben. Det betyder meget for mig, at vi kan se hinanden i øjnene og sige pænt tak for denne gang. Det har naturligvis ikke været en let beslutning, da FCN har været mit andet hjem gennem de seneste fire år. Det har været en sand fornøjelse at arbejde sammen med alle mine nu forhenværende fantastiske kolleger, trænere og spillere der dagligt lægger deres sjæl i at skabe noget ganske særligt. Jeg ønsker alle sammen held og lykke med FCN og Right to Dream", siger Carsten V. Jensen.

"Bestyrelsen og direktionen vil gerne takke Carsten V. Jensen for hans dedikerede og succesfulde arbejde i FC Nordsjælland, siden han kom til klubben for præcis fire år siden. Ansvaret som sportslig leder for Superligaholdet i FCN vil midlertidigt varetages af klubbens ledelse inkl. Sportschef for akademiet, Jan Laursen, der tidligere har varetaget denne rolle i flere år i FCN", oplyses det i pressemeddelelsen, hvori det også understreges, at FCN’s ledelse ikke er bekendt med, hvor Carsten V. Jensen skal tiltræde og derfor ikke ønsker at deltage i spekulationer herom.

hhs

Publiceret 02 July 2019 11:04