Der er allerede god opbakning til den reperationscafé, der starter op til september i Furesø, fortæller Merete Rasch, der også var med til åbningen af samme type café i Ballerup, hvor billedet er fra.

Der er allerede god opbakning til den reperationscafé, der starter op til september i Furesø, fortæller Merete Rasch, der også var med til åbningen af samme type café i Ballerup, hvor billedet er fra.

Grøn omstilling: Miljøpunkt Furesø starter reparationscafé

En ny reparationscafé ser dagens lys i Furesø til september

Af
Anne Mette Ahlgreen

Erfarne frivillige reparatører sidder snart klar i Repair Café Furesø til at modtage genstande, som kommunens borgere gerne vil have repareret. Det frivillige reparationsværksted er skabt efter et koncept, som lige nu breder sig fra kommune til kommune

Elektronikaffald som køkkenmaskiner, havemaskiner, computere, mobiltelefoner, stereoanlæg lysbilledapparater og lamper hober sig op på genbrugsstationer over hele landet. Ting som i mange tilfælde kan repareres, og det bliver snart et tilbud til borgerne i Furesø, når en ny reparationscafé åbner i Satellitten i Værløse Bymidte 28. september.

Initiativet tager udgangspunkt i et frivilligt socialt og bæredygtigt fællesskab, som en gang om måneden ganske gratis tilbyder at reparere ting, som borgerne ellers ville have smidt ud.

Fremme grøn omstilling

Ideen til reparationscaféen er opstået gennem Miljøpunkt Furesø, som en gruppe borgere oprettede for at fremme den grønne omstilling. De har skabt et havenetværk, der fortæller om, hvordan man kan dyrke have uden sprøjtemidler og en bogklub, hvor man læser bøger om grøn omstilling og havde også en idé om en reparationscafé, og her kom Merete Rasch ind i billedet.

Skyder op mange steder

”Jeg havde hørt om Repair Café Danmark, som allerede har formuleret nogle værdier, vedtægter og juridiske retningslinjer, som vi kunne lægge os op ad,” fortæller Merete Rasch.

Repair Café Danmark har foreløbig oprettet reparationscaféer på Nørrebro, Gentofte, Ballerup og i Nexø på Bornholm.

”Lige præcis det med at reparere noget er en god idé, hvis vi kigger på den rapport, kommunen har lagt frem for, hvor meget elektronik, vi smider ud. Det giver mening at lære borgerne at få repareret deres ting i stedet for at smide dem ud,” siger Merete Rasch.

Far var en ørn til reparationer

”Jeg er vokset op i Værløse med en far, der reparerede mange ting. Hvis vores havelåge var gået i stykker, fandt min far noget fra en gammel vaskemaskine og satte på, så lågen fungerede igen. Jeg er heller ikke selv bleg for at åbne ting og sager for at se, om jeg kan fikse dem,” siger Merete Rasch som forestiller sig, at reparationscaféen også kan formidle læring.

”Hvis nogen kommer med en kaffekværn, der er gået i stykker, kan vi lære folk, hvordan de kan åbne den og reparere den selv. Man kunne også tage ud på skoler med legetøj og lære børn, hvordan det kan repareres,” tilføjer hun.

”Vi håber, at vi kan påvirke borgerne til at give deres ting, der er gået i stykker, en chance mere, og dermed være med til at mindske affaldsmængden. Måske kan vi med tiden være med til at påvirke producenter til at fremstille ting, der kan repareres,” siger hun.

Positive reaktioner på Facebook

”Reaktionerne på vores Facebook-opslag har været superpositive. Rigtig mange skriver, at det er et rigtig godt initiativ. Vi har også fået henvendelser fra syv reparatører, som stiller deres arbejdskraft gratis til rådighed, ” lyder det glad fra Merete Rasch.

En en af reparatørerne er en pensioneret elektronikingeniør, der kan reparere skrivemaskiner. En anden kan skifte reservedele i IPads og computere og har en masse reservedele, mens to frivillige kvinder er gode til at sy og reparere tøj. Hvis der skal bruges reservedele til reparationen, skal folk dog selv have dem med.

”Genbrugstanken har taget et skridt videre. Jeg var med til åbningen af caféen i Ballerup, der var sort af mennesker og det samme i Gentofte. Det er et tegn på, at folk er blevet mere bevidste om af få repareret deres ting, når de står med noget gået i stykker,” siger Merete Rasch.

Hun peger på problemet med medier som smartphones, som bliver fornyet hele tiden og er limet sammen, så de ikke kan åbnes og repareres.

”Selvom det bare er en lille ting, der har sat sig fast eller en sikring, der er gået, må du smide det ud og købe nyt. Det er forkert, at mange ting er designet til at gå hurtigt i stykker, og at de ikke kan skilles ad og repareres, ” mener hun.

På sigt er det meningen, at reparationscaféen skiftevis skal være åben i Værløse Bymidte og et centralt sted i Farum, hvor folk kommer forbi.

Publiceret 05 July 2019 06:36