Fritidsklubben Regnbuen har hele den forgangne uge haft ridelejr for klubbens hesteglade piger. Privatfoto

Fritidsklubben Regnbuen har hele den forgangne uge haft ridelejr for klubbens hesteglade piger. Privatfoto

Se billederne: Regnbuens hesteglade piger på sommerlejr

Den kommunale fritidsklub Regnbuen har traditionen tro ridelejr i sommerferien

I det østlige hjørne af Farum Midtpunkt ligger den kommunale fritidsklub Regnbuen. Her er der ponyer og kaniner på græs, og selvom man dæmpet kan høre motorvejen, er det nærmest som at være på landet.

I den forgangne uge, hvor Regnbuen har holdt ridelejr, går 13 piger, to pædagoger og ni ponyer og hygger sig. Det er syv dage med fuld fart på. Klokken er tit 23 før der er ro i soveværelset, og pædagogen Lone vækker flokken senest klokken 8 hver morgen.

Der er ridning flere gange om dagen, skovtur, springning, striglekonkurrence, mønstringskursus og meget mere. Ind imellem bliver der dog tid til at spise den dejlige mad, som pædagogen Anette tilbereder, til at lege i badebassinet eller til bare at flade ud på sin luftmadras.

"Vi har holdt ridelejr i mere end 20 år. Det er årets højdepunkt for ridebørnene, og det er også en fornøjelse for os voksne. Det er dejligt at se, hvordan de hygger sig, lærer en masse og hjælper hinanden. De yngre ryttere vokser helt vildt, når de er på ridelejr", fortæller Lone, som ganske vist er lidt træt her sidst på ugen, men som alligevel glæder sig til næste år.

Mens ridelejren kører, holder et par andre pædagoger åbent for de børn, der ikke er hesteinteresserede.

hhs

Publiceret 07 July 2019 06:00