Bygherren, der skal bygge på 'Spejdergrunden' på Kollekollevej, ønsker at bygge flere boliger i stedet for erhvervslejemål. Arkivfoto: Martin Warming

Bygherren, der skal bygge på 'Spejdergrunden' på Kollekollevej, ønsker at bygge flere boliger i stedet for erhvervslejemål. Arkivfoto: Martin Warming

Bygherrer dropper erhvervslejemål - kan ikke leje dem ud

Af
Martin Warming

Bygherren for 'Spejdergrunden' i Værløse - grunden på hjørnet af Kollekollevej og Stiager - har konstateret, at der ikke er stor efterspørgsel på erhvervslejemål og vil nu have kommunen til at ændre lokalplanen, så der i stedet kan bygges boliger på 1. og 2. salen i det nye byggeri.

Udvalget for Byudvikling og Bolig i Furesø besluttede den 6. juni, at forvaltningen kan gå i gang med at udarbejde et forslag til tillæg til lokalplanen, der tillader boliger på 1. og 2. sal.

Det skriver Furesø Kommune på sin hjemmeside.

"Vi oplever flere steder i kommunen, at udlejere har vanskeligt ved at udleje erhvervslejemål på første sal og har gentagne gange diskuteret problemstillingen i udvalget. På foranledning af bygherre har vi nikket til at få lavet et lokalplanstillæg, der tillader flere boliger. Jeg glæder mig over, at der er fremdrift i projektet og håber til sin tid, at forslaget vil blive vel modtaget," siger Egil F. Hulgaard (K), der er formand for Udvalg for byudvikling og bolig.

Mere græs

Bygherren ønsker fortsat, at stueetagen bruges til erhverv, men ønsker altså boliger på både 1. og 2. sal i det planlagte byggeri.

"Boliger i 1. sal i stedet for erhvervslokaler vil betyde, at der skal etableres færre parkeringspladser i forbindelse med byggeriet. Lokalplantillægget vil derfor indeholde flere friarealer til fx græs end hidtil planlagt," står der på kommunen hjemmeside.

Borgere vil kunne kommentere lokalplanstillægget, når det er lavet og kommer i offentlig høring. Det bliver sandsynligvis i løbet af efteråret 2019.

Publiceret 09 July 2019 11:33