Fire dage i skoleferien tilbyder Skovhuset sommerferieaktiviteter for kommunens børn. Et tilbud, som rigtig mange benytter sig af. Foto: Helene Holm Stolle

Fire dage i skoleferien tilbyder Skovhuset sommerferieaktiviteter for kommunens børn. Et tilbud, som rigtig mange benytter sig af. Foto: Helene Holm Stolle

Skovhuset udklækker små nye kunstnere

Skovhuset ved Søndersø er en spirekasse for nye kunstnere, som har gået i billedskolen og senere deltager i censurerede udstillinger og vinder kunstpriser

Af
Tekst og foto: Anne Mette Ahlgreen

Blandt børn i Furesø Kommune er det populært at gå i billedskolen i Skovhuset ved Søndersø Kunst & Kultur. Huset har dygtige undervisere, og børnene udvikler deres kreative sans. Nogle udvikler sig så meget, at de senere vinder priser, kommer ind på censurerede udstillinger og bliver udøvende kunstnere.

Skovhusets billedskole giver 40 børn om året mulighed for at tegne, male, trykke og laver collager. Birgit Brandt er underviser i billedskolen og selv udøvende kunstner. Hun nyder arbejdet med de unge kreative sjæle.

”Det er meget givende at undervise børn, man får så meget igen. De spørger til teknikker, og pludselig er der noget, der udfolder sig. De er sindssygt dygtige, og øvelse gør mester. Vi har tre børn, der har vundet priser, og flere er kommet ind på censurerede udstillinger,” fortæller Birgit Brandt, som sammen med de udøvende kunstnere Karen Serena og Jane Maria Petersen står for undervisningen af børn.

Bind for øjnene

Birgit Brandt oplever, at der ofte ikke skal meget til, før børnenes kreative sans kommer til udtryk.

”Bare de har farvesans, kan de hurtigt arbejde sig ind i en fri fortolkning. Det kan man ikke tænke sig til, det skal man bare gøre,” siger hun og fortsætter:

”På et tidspunkt havde vi et tema om Cobra-kunst, og jeg bad dem tegne en fugl. Flere af dem sagde, at de ikke kunne tegne fugle. Jeg bad dem om at tage bind for øjnene og tegne med venstre hånd, og ud kom de flotteste fugle ud af det,” husker hun.

Hvert år har Skovhuset en elevudstilling med elevernes værker fra hele året. Skovhuset Skoleservice giver børnehaver, skoler, gymnasier og sprogskolen i Farum mulighed for at komme på besøg for at se og høre om den aktuelle udstilling og deltage i workshops, hvor de selv laver kunst.

Ingrid Barsballe har gennem en lang årrække været en af de centrale drivkræfter i at give børn mulighed for at opleve kunst og kultur i Furesø Kommune. I Skovhuset ved Søndersø har hun været med til at oprette den populære billedskole samt sommerferieaktiviteter for børn.

Ingrid Barsballe har gennem en lang årrække været en af de centrale drivkræfter i at give børn mulighed for at opleve kunst og kultur i Furesø Kommune. I Skovhuset ved Søndersø har hun været med til at oprette den populære billedskole samt sommerferieaktiviteter for børn.

Spirekasse

Ingrid Basballe, pensioneret pædagog, institutionsleder og tidligere børnekulturkonsulent i Furesø Kommune, er en af de ildsjæle, der har fået Skovhusets børneaktiviteter op at stå. I dag frivillig koordinator af Skovhusets aktiviteter og medlem af bestyrelsen.

”Jeg engagerede mig i Skovhuset, for jeg syntes, der var nogle steder i kommunen, hvor der ikke kom børn nok. Jeg vidste fra min karriere som pædagog, at der var mange ting, vi aldrig nåede i institutionerne. Jeg ville gerne være med til at få børnene ud af institutionerne og få gode oplevelser,” siger Ingrid Barsballe.

”Billedskolen udvikler børnene. Vi er nærmest en lille spirekasse for unge kunstnere, vi har elever der er kommet her gennem flere år og er kommet ind på kunstskoler og har vundet talentpriser. Vi skal ikke være en talentfabrik, det væsentlige er, at børnene bliver udfordret i at lære nogle teknikker, og vi har nogle utrolig dygtige undervisere,” siger Ingrid Basballe.

Fire dage i skoleferien tilbyder Skovhuset sommerferieaktiviteter for kommunens børn. Børn fra 4. til 9. klasse med lyst til at udfolde sig kreativt kan komme for at tegne, male og prøve kræfter med ”mix media”, dvs. grafik og tryk.

”Ikke alle børn dyrker fodbold, derfor synes jeg det er vigtigt, at vi har forskellige tilbud i kommunen. Børnene her er kreative. De elsker at komme til fordybelse, sidde i stilhed og koncentrere sig. Du ville ikke kunne høre, at der er 40 børn i huset. De lærer farvelære og tegneteknikker. En dag skulle de tegne en broccoli, de er virkelig dygtige,” siger Ingrid Barsballe.

Myreflittig

Som børnekulturkonsulent i Furesø Kommune initierede hun mange projekter, der engagerede børn i kultur. Foruden maleforløb Skovhuset arrangerede hun cykelringridning og projekt ”Brød og frikadeller fra hele verden” på Værløse Museum. I ”kartoffelferien,” dvs. efterårsferien fik hun børn til at tage kartofler op og lave røsti og kartoffeltryk. I Værløse Kirke arrangerede hun orgelkoncerter for vuggestue og børnehavebørn, på Værløse Bibliotek et digterværksted, og i en skurvogn med bøger arrangerede hun en læsekampagne. Den blev kørt rundt til daginstitutioner som kunne bruge den til oplæsning og fordybelsesrum. Læseskuret blev efterfølgende hædret på Det Kongelige Bibliotek ”Diamanten” som et vellykket læseprojekt.

Barsballe bad politiker om at tie stille

”Jeg ved fra min karriere, at det er vigtigt at have nogle hjørner, hvor der er fred og ro,” siger Ingrid Barsballe.

Blandt anden af den grund er Billedskolen i Skovhuset et særdeles populært tilbud.

”Forældrene er meget begejstrede for os. Vi har plads til 30 børn og alt for mange på venteliste. Nogle af dem er stille børn, der har det lidt svært. De får virkelig ro til at udtrykke sig. Der var engang en politiker, der kom besøg i vores sommerferieværksted, jeg sagde til ham: Du skal tie stille. Hvorfor skal det være så kedeligt?”, Spurgte han. Jeg sagde: ”Kan du ikke se, de arbejder,” fortæller Barsballe, der nyder at få noget til at vokse.

Foruden billedskolen har Skovhuset fire-fem årlige udstillinger med ”voksenkunst” samt koncerter og foredrag. 50 frivillige står for caféen, arrangerer ture til gallerier og atelier og koordinerer de frivillige værter som er tilstede under udstillinger.

I sommerferien udstiller fem lokale kunstnere: Birgit Brandt, Olav Johannisson, Birgit Andersen, Zanne Jahn og Annie Cornier i Skovhuset fra 13. til 28.juli.

Publiceret 14 July 2019 08:00

SENESTE TV