"Der er absolut intet udsyn, og det er med livet som indsats, at man drejer til venstre", siger Susan Engstrøm Skinneholm om helleanlægget på Ballerupvej. Derfor tog hun sidste sommer kontakt til kommunen i håb om, at der kunne gøres noget ved helleanlægget, og nu lader det endelig til, at der sker noget. Foto: Helene Holm Stolle

Susan frygter uheld ved helleanlæg på Ballerupvej: Nu tager kommunen affære

Efter flere henvendelser fra Susan Engstrøm Skinneholm om dårligt udsyn ved helleanlægget på Ballerupvej, bliver det nu ændret i håb om at øge trafiksikkerheden

Af
Helene Holm Stolle

I mere end et år har Susan Engstrøm Skinneholm været nervøs for at overse en modkørende bil, når hun skal dreje til venstre fra Ballerupvej og ned ad Hejrevej i Værløse. Og det skal hun stort set hver dag. Susan Engstrøm Skinneholm kører nemlig som hjemmesygeplejerske i Furesø Kommune.

"Når man holder i venstresvingsbanen for at komme til Hejrevej, tager det ellers flotte helleanlæg fuldstændig udsynet, så det er noget af et sats, når man svinger ud", fortæller Susan Engstrøm Skinneholm, der derfor for et års tid siden tog kontakt til Furesø Kommune i håb om, at der kunne skabes bedre oversigtsforhold.

Dengang blev Susan Engstrøm Skinneholm lovet, at Vej og Park ville se nærmere på helleanlægget, der med sin store, skulpturelle sten fungerer som en byport til Furesø Kommune, og i april måned oplyste Furesø Kommune endelig, at der skal ændres ved helleanlægget for at øge trafiksikkerheden. Ændringer, som Udvalg for Natur, Miljø og Grøn omstilling tilbage i februar måned frigav 200.000 kroner til.

Nu lader det til, at arbejdet med helleanlægget endelig kan gå i gang. Det fortæller Marit Olsen, der er projektleder i Vej og Park i Furesø Kommune.

"Vi har kigget nærmere på helleanlægget, og for at øge trafiksikkerheden kommer vi til at fjerne det overkørbare areal ude i siderne af hellen. På den måde bliver det mindre skarpt. Derudover vil vi også sætte skilte op, der gør opmærksom på helleanlægget godt 100 meter fra det. Der er rigtig gode erfaringer med, at sådanne skilte mindsker risikoen for uheld", fortæller hun og forklarer, at også beplatningen i helleanlægget fremover vil blive beskåret oftere.

Ifølge Marit Olsen begynder arbejdet med helleanlægget her i august, hvis alt går efter planen. Det glæder Susan Engstrøm Skinneholm, der ikke er den eneste borger, der føler, at udsynet ikke er godt ved helleanlægget. I Facebook-gruppen 'Borger i Furesø Kommune' har flere medlemmer nemlig også givet udtryk for manglende udsyn.

Hvis alt går efter planen bliver helleanlægget på Ballerupvej ændret en smule til fordel for større trafiksikkerhed. Foto: Helene Holm Stolle

Hvis alt går efter planen bliver helleanlægget på Ballerupvej ændret en smule til fordel for større trafiksikkerhed. Foto: Helene Holm Stolle

Publiceret 05 August 2019 10:02

SENESTE TV