"Hellere et ringhjørne end et gadehjørne" lyder det fra Farum Bokseklub, der håber, at kunne trække nogle af de unge, der hænger ud i Farum Midtpunkt ned i klubben, nu når den er rykket til Bybækskolen. Foto: Helene Holm Stolle

Bokseklubben rykker ind i Farum Midtpunkt: "Det bliver godt for os men også for Midtpunktet"

Efter flere år i Kampsportscentret på Ryttergårdsvej rykker Farum Bokseklub ind på Bybækskolen, og det giver ikke bare mere træningstid til klubben men også en mulighed for at få aktiviteteret nogle af de unge, der hænger ud i Midtpunktet

Af
Helene Holm Stolle

"Hellere et ringhjørne end et gadehjørne". Sådan lyder det i Farum Bokseklub, der i de her dage knokler med at rykke ind på Bybækskolen i Farum Midtpunkt. Tidligere har klubben holdt til i Kampsportscentret på Ryttergårdsvej, men da det har været svært at få træningstider nok, har klubben i samarbejde med Furesø Kommune altså fået omdannet den tidligere gymnastiksal på Bybækskolen i Farum Midtpunkt til en boksehal. Det giver ikke bare mulighed for flere træningstider men også mulighed for, at klubben kan tage et større socialt ansvar.

"Vi er rigtig glade for, at vi nu kan rykke det meste af træningen herover i Bybækhallen, for den placering giver os ikke bare flere og tidligere træningstider men også mulighed for at tage et langt større socialt ansvar - og det er vi klar til", lyder det fra Henrik Hjorth fra Farum Bokseklub, der fortæller, at bokseklubben har en vision om at få fat i nogle af de unge mennesker, der hænger ud i Midtpunktet.

Henrik Hjorth knokler sammen med Per Krat (th), der er formand for Farum Bokseklub for at gøre Bybækskolen helt klar til sæsonstart. Foto: Helene Holm Stolle

Henrik Hjorth knokler sammen med Per Krat (th), der er formand for Farum Bokseklub for at gøre Bybækskolen helt klar til sæsonstart. Foto: Helene Holm Stolle

"Døren hertil er selvfølgelig altid åben, men vi vil også selv være opsøgende og invitere de unge, der hænger ud rundt om i Midtpunktet til at komme og opleve boksningen. Det er en super træningsform, og der er et rigtig godt sammenhold i klubben, som måske kan give de unge her i området noget meningsfyldt indhold i hverdagen", forklarer Henrik Hjorth.

Med den nye lokation på Bybækskolen har Farum Bokseklub fået mulighed for tidligere træningstider, og det kommer især de unge medlemmer tilgode - og allerede på onsdag den 14. august starter nye hold op for de 7-8 årige og 14-15 årige.

Lørdag den 24. august er der åbent hus i Farum Bokseklub. Her begynder dagen klokken 10 med åben træning for alle intereeserede. Klokken 12 er der forfriskninger og tale ved klubbens formand, Per Krat. Arrangementet, hvor alle er velkommen, slutter klokken 14.

Publiceret 11 August 2019 07:00

SENESTE TV