I Fremtidsværkstedet kan eleverne fra 6. klasse og op i Furesø Kommune arbejde med at hjælpe lokale virksomheder med komplekse problemstillinger. Pressefoto

I Fremtidsværkstedet kan eleverne fra 6. klasse og op i Furesø Kommune arbejde med at hjælpe lokale virksomheder med komplekse problemstillinger. Pressefoto

Fremtidsværkstedet nomineret til Danmarks første nationale innovationspris for den offentlige sektor

Efter mindre et år er Fremtidsværkstedet for udskolingseleverne i Furesø nomineret til innovationspris

Med mindre end et år på bagen har Fremtidsværkstedet for Furesøs udskolingsbørn allerede tiltrukket national opmærksomhed. Det er nu blandt de fire nominerede innovationer til NYT SAMMEN BEDRE-prisen, der uddeles af Center for Offentlig Innovation og Center for Offentlig Kompetenceudvikling.

Nomineringen vækker glæde i Furesø.

"Jeg er beæret og glad over nomineringen! Det er en stor anerkendelse af ikke bare vores tilgang til at arbejde innovativt, men også af vores forsøg på at løse et komplekst samfundsmæssigt problem, nemlig manglen på erhvervsuddannede", lyder det fra Henrik Poulsen (S), der er formand for Udvalg for skole og ungdomsuddannelse, i en pressemeddelelse.

Han forklarer, at visionen med Fremtidsværkstedet er et forsøg på at vende den tendens, der sender størstedelen af folkesksoleeleverne videre i gymnasiet, og i stedet lade elever i 6. og 7. klasse få øjnene op for andre muligheder.

Inden sommerferien var en række lokale virksomheder inviteret til morgenmøde i Fremtidsværkstedet, hvor de blev informeret om, hvordan de kan arbejde sammen med værkstedet og de unge skoleelever i kommunen. Foto: Helene Holm Stolle

Inden sommerferien var en række lokale virksomheder inviteret til morgenmøde i Fremtidsværkstedet, hvor de blev informeret om, hvordan de kan arbejde sammen med værkstedet og de unge skoleelever i kommunen. Foto: Helene Holm Stolle

"I Fremtidsværkstedet er der fokus på den teknologiske og digitale fremtid og de autentiske cases med prototyper, entreprenørskab og kreative løsninger. Eleverne får mulighed for at afprøve deres egne idéer, og målet er at kvalificere de unges uddannelsesvalg, inspirere flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse og ruste eleverne til fremtidens arbejdsmarked. Det hele gør vi i tæt samarbejde med blandt andet det lokale erhvervsliv, og det har givet enorm værdi for alle parter – ikke mindst eleverne", lyder det fra Henrik Poulsen, der venter spændt på at se, hvem, der går hjem med prisen, når den skal uddeles den 5. september.

Lokale virksomheder er med

Inden sommerferien var Furesøs lokale virksomheder inviteret på besøg i Fremtidsværkstedet for at få mere viden om fremtidens medarbejdere og ikke mindst deres syn på den enkelte virksomhed. I værkstedet kan de unge nemlig få mulighed for at undersøge både produkter og virksomhed, hvilket kan give inspiration til virksomhedernes udvikling.

Flere virksomheder har allerede haft succes med mødet med de unge mennesker gennem forskellige projekter - blandt andet ved Furesø Innovationsprojekt, hvor Shape Robotics havde en problemstilling, som de unge i Fremtidsværkstedet hjalp til med at løse.

“Skoler og elever har været med til at gøre vores undervisningsrobotter bedre. Samarbejdet med de unge og lærerne i Furesø har været et yderst værdifuldt virkelighedstjek for os. Et solidt fundament for videre- udviklingen af vores Fable-robotter", har David J. Christensen, CEO Shape Robotics, tidligere udtalt.

Værdifuldt samarbejde

I det kommende skoleår har Furesø et endnu større fokus på det værdifulde virksomhedssamarbejde.

Furesø er nemlig blandt fire kommuner i Danmark, der deltager i projektet Teksperimentet, som har fokus på at kvalificere samarbejdet mellem virksomheder og skoler. På Fremtidsværkstedet arbejder vi med et innovativt mindset med fokus på bl.a. FN’s Verdensmål og cirkulær økonomi. Målet er at eleverne arbejder med karrierelæring og praksisfaglighed for at afsøge interesser for fremtidige uddannelse og job.

For Lars Carstensen (C), der er formand for Udvalg for digitalisering og innovation, er der ingen tvivl om værdien i Fremtidsværkstedet.

"Vi skal simpelthen øve os i at arbejde mere systematisk med innovation - vi skal bryde vanetænkning, lade os inspirere af hinanden og udvikle nye og bedre løsninger. Vi har nogle hamrende engagerede medarbejdere, der efterhånden er blevet eksperter udi at tænke innovativt. Og de kan endda lære vores unge mennesker at finde nye eller væsentligt ændrede måder at forbedre aktiviteter og resultater på. Det har ført til, at vi i dag - ikke en gang ét år efter, at Fremtidsværkstedet åbnede, nu står med en nominering til Danmarks første nationale innovationspris for den offentlige sektor. Det kan man kun blive stolt over", siger han i en pressemeddelelse fra Furesø Kommune.

hhs

Om Fremtidsværkstedet

Fremtidsværkstedet har eksisteret siden 2018, hvor hele 6. og 7. årgang fra alle syv folkeskoler i kommunen har været forbi til tre dages forløb siden september sidste år. Forløbene i dette skoleår begynder til september.

Også specialklasser har været forbi, samt en 1. klasse der kom en dag og arbejdede med teknologi. Børn og pædagoger fra kommunens dagtilbud har også leget med teknologi på Fremtidsværkstedet.

Fremtidsværkstedet handler om at lade eleverne arbejde med virkelige problemstillinger, stillet af lokale samarbejdspartnere, som virksomheder, foreninger eller en lokal naturpark. Eleverne får spændende ideer og fingrene i forskellige materialer, teknologier og værktøjer, så de kan præsentere prototyper og modeller på dag 3.

Fremtidsværkstedet har haft rigtig mange gode lokale samarbejdspartnere, ca. 10 stillede cases i sidste skoleår.

I dette skoleår er der masser på programmet, hvor også lærerne inviteres til et åbent makerspace, hvor de kan afprøve materialer, teknologier og værktøjer så de kan blive inspirerede, gå i proces med deres team og sparre med os på fremtidsværkstedet.

Publiceret 11 August 2019 08:00