Video: Kunderne strømmede til genåbningen af Kvickly Farum

Efter mange måneders ombygning kunne Kvickly på Farum Bytorv endelig byde kunderne indenfor i den helt nyombyggede butik

Af
Helene Holm Stolle

Det var en glad og lettet varehuschef, Danny Barbu Hansen, der lidt i otte onsdag morgen kunne byde kunderne velkommen i forområdet til Kvickly på Farum Bytorv.

"Jeg var lidt nervøs over, om her kun ville stå tre kunder, men her er jo fyldt, og det er dejligt. Det vidner også om den lokale forankring, som vi arbejder så hårdt på hele tiden", siger Danny Barbu Hansen til Furesø Avis efter morgenens taler fra både ham selv, den lokale bestyrelse for Coop Farum og ikke mindst borgmester Ole Bondo Christensen, der havde fået æren af at klippe den røde snor over til den helt nyombyggede butik.

Ombygningen begyndte inden sommerferien og har dermed stået på i månedsvis, og selvom håndværkerrod generelt altid giver anledning til frustration, så er de mange måneder forløbet uden de store problemer.

"Vi har verdens bedste kunder, der overhovedet ikke har brokket sig over rodet eller over, at de ikke har kunnet finde varerne. Det er fantastisk", fortæller Danny Barbu Hansen og forklarer, at med ombygningen har butikken fået tilført næsten 200 kvadratmeter ekstra, den er blevet mere overskuelig, ligesom varesegmenteringen er blevet bedre.

Mens Danny Barbu Hansen roste kunderne for deres trofasthed og ikke mindst overbærenhed over de mange måneders ombygning, så fik Danny Barbu Hansen og hans mange medarbejdere ros fra den lokale bestyrelse i Coop Farum - og med rosen fulgte også en chek på 20.000 kroner som et ekstra tilskud til den næste personalefest.

Det var en glad varehuschef, Danny Barbu Hansen, der bød kunderne velkommen her til morgen. Foto: Helene Holm Stolle

Det var en glad varehuschef, Danny Barbu Hansen, der bød kunderne velkommen her til morgen. Foto: Helene Holm Stolle

Publiceret 11 September 2019 10:36